MAKONI

Marchen København Nijmegen

System

Dag 7 – ”It might hurt a little bit, but it won’t kill us!”

”It might hurt a little bit, but it won’t kill us!”

Sådan lød de opmuntrende ord fra Jens Von Østrup før dagens andensidste etape af de i alt 42 km. Efter en pause på turens indtil videre nok smukkeste rast – i hvert fald set fra en haveildsjæls perspektiv – var der omkring 20 km tilbage til målstregen i Bremerhaven. Set 20 cm fra jordens overflade så virkeligheden til gengæld lidt anderledes ud. Omkring 11 gængere døjer på nuværende tidspunkt med skinnebensbetændelse, som behandles med is, hård tværmassage langs knoglekanten, antiinflammatorisk gel, en cocktail af smertestillende og ikke mindst kompression. Én hollænder valgte i dag at kaste håndklædet i ringen netop som følge af dette.

Dagens raster har endnu engang fundet sted i landlige omgivelser. Gæstfriheden er stor, når vi kommer frem. Hus og have – og ikke mindst toilettet (til stor fornøjelse for gængerne) bliver åbnet op for at skabe de bedst mulige betingelser for en god pause. Vi sørger hver eneste gang for at efterlade stedet uden nogen form for spor. Det er indtil videre lykkes ganske godt.

Et opmuntrende indslag er Claudia og Meranda fra det hollandske raste-crew. De er gevaldigt kreative omkring dét at finde på små overraskelser til gængerne. Det gælder snacks i mange varianter, som uventet bliver delt ud på ruten, og ikke mindst gælder det markeringerne af 100, 200 og som i dag 300 kilometers milepælene. Det har en enorm psykologisk betydning at kunne vinge disse kilometertal af på det indre landkort.

Og i dag nåede gængerne altså de 300 km ved ankomsten til Marinestützpunkt Bremerhaven. Sideløbende havde Claudia og Meranda for et par dage siden konstateret, at rosiner af uvisse årsager ikke hører til blandt de spiseligheder, der er størst afsætning på. Så hvad finder man på, når budgettet skal holdes, og rosinlageret er uventet stort? … Ja, man lægger dem naturligvis i blød i en balje rom og serverer dem med en gul hollandsk creme af udefinérbar slags toppet med flødeskum. En gul drik, der snildt kunne sende tankerne til en hvilket som helst skisportsdestination et sted i Tyrol. Godt gået af de to kvinder, som med lethed kunne få job som supportteam på Tour De France (eller andre sportsbegivenheder rundt om i Europa, som er langt mindre krævende end Makoni) 😉

Vi ankom standsmæssigt til marineskolen i Bremerhaven. Her stod feltsengene klar, hvilket altid er ekstra godt, når udsigten fra morgenstunden var en luftmadras eller et liggeunderlag. Men her var der linet up. Det samme gjaldt fra både logistikken og køkkenets side. Al bagage stod placeret tæt på sovesalen, og 23 kilo fars var i dagens løb på magisk vis blevet forvandlet til 600 velsmagende frikadeller assisteret af stuvet hvidkål – en hvidkål, som vi givet vis kan gå hen og få glæde af i morgen.

I dag blev også dagen, hvor Pressesprecherin Stefanie Kullick fra Bundeswehr Landeskommando Bremen havde fået nys om vores forehavende og derfor kom forbi til en snak med Tommy og et par af gængerne, som stillede velvilligt op trods træthed og stivhed i bentøjet.

I morgen er det alvor. Her venter 66.5 km med 5 indlagte raster, hvoraf én af dem er med varm mad fra Le Chef & Co. Når dræberruten er bragt til ende, venter der til gengæld en dejlig lang hviledag.

Vi ses!

Comments are closed.