Starten på i dag var et godt bevis på, at omstillingsparathed er én af de ting, der står øverst på pakkelisten hos samtlige Makoni deltagere. Da vækkeurene rundt om på savannen med de snorkende rovdyr begyndte at bimle kl.02.30, lå hallen hen i mørke. Og sådan forblev det. Et relæ var tilsyneladende gået, hvilket umiddelbart ville besværliggøre pakning af udstyr, feltsenge osv. Men i løbet af et splitsekund får folk halet pandelamperne op af tasken, og før man når at tælle til tre, myldrer de små lyskegler rundt imellem hinanden. Ingen brokker sig, men tilpasser sig forholdene. Og arbejder videre. Sådan er det over en bred kam. Man finder sine små rutiner og får tingene til at fungere.
På trods mørklægningen kom vi af sted som planlagt kl.04.00. Med en forsigtig opstart fik vi efterhånden øget farten til 6.1 km/t – en hastighed, som blev holdt resten af dagen. Og ruten, tja. Nogenlunde ligeså interessant som et vådt ringbind med et fireogethalvt år gammelt regnskab. Ekstremt mange lige træk, hvor rasterne var de eneste afbræk. ’En lang træls dag’ blev de 51.7 kilometer ud i ingenting benævnt.
På en rute som denne handler det virkelig om at holde sig ved godt humør. Og alt bliver (igen) taget i brug; gåder, vittigheder, venskabelige drillerier og andre opfindsomme tiltag. Vores kørestolsgænger Brinth sang sig selv og resten af holdet igennem det meste af dagen. 30 kilometers skønsang fordelt på mellem 40 og 50 forskellige melodier. Sådan! Samme Brinth måtte for første gang på turen have assistance. Vi skulle passere en å, hvor et stykke broarbejde var i gang, som så at sige stak en kæp i hjulet for Brinth, der måtte løftes henover mudderet og den midlertidige bro for at komme videre. Alternativet var en omvej på mere end 10 km, så et par stærke overarme fra Charles’ hold blev løsningen på dét problem.
Herfra gik turen videre. På én rast var arbejdsgruppen placeret til højbords på en tipvogn, og på den sidste kom Le Chef forbi med endnu en omgang dejlig suppe. Vejret holdt tørt indtil netop sidste rast, hvor himlen ellers åbnede sig. Men med varm suppe i maven serveret i solskin kom holdene alligevel sikkert i mål.
Det er tydeligt, at rytmerne for længst har indfundet sig. Alle har deres små rutiner; nogle går i bad med det samme, andre venter, tøjet bliver lagt klar i én bunke til næste morgen, og plasteret og saksen ved siden af i en anden, etuiet til soveposen ligger sammen med de andre ting, som også skal bruges til at pakke ting ned i osv. osv. Ude på ruten skifter folk selv hold alt efter behov. Ikke alt behøver at blive italesat. Talen bliver i grove træk brug på dét, der kan løfte humøret på holdene.
En lang, men dejlig dag, der sluttede med lækker aftensmad under halvtag. I morgen krydser vi den hollandske grænse og siger farvel til Tyskland. Kursen er sat mod Airbase Twente.
Go´nat og sov godt!
