At krydse den tysk-hollandske grænse er en milepæl i Makoni. Men før gængerne kom så langt, var der en enkelt lille ting, der skulle håndteres. Kort efter afgang meldte det lokale politi nemlig sin ankomst. De var blevet tippet af en af områdets beboere, som meget tidligt om morgenen havde bemærket underlige lyde og lettere ståhej på den lokale skole. Deri havde de jo sådan set ret. Men politifolkene konstaterede hurtigt, at det var en and. Der var hverken indbrudstyve eller hærværksmænd at spore.
Det var en kølig men smuk morgen for gængerne. Ved ankomsten til første rast godt 10 km ude på ruten brød solen igennem morgendisen og sendte de første lune stråler i deres retning. Herfra gik turen til næste rast, hvor endnu et par gængere desværre måtte melde til Mic 1 og dermed Doc Villy & Co., at der var begyndende skinnebensbetændelse. Til gengæld havde holdene set op til flere oddere på turen langs vandet, og hvis der er noget, der kan løfte stemningen, så er det da oddere.
I dag spillede Brith en vigtig rolle, idet vi må konstatere, at de hollandske bilister desværre ikke har stor respekt for de soldater, de møder på deres vej. De kører tæt på og udviser ikke udpræget hensyn. Vi havde problemer med at få en stribe bilister til at holde tilbage. Det var først, da Brinth i sin kørestol rullede ud midt på kørebanen, at bremserne blev hugget i, og man holdt tilbage for gængerne. Det var også ham, der hjalp et par cyklister på vej, som var faret vild og manglede et kort over de mindste veje for at finde hjem. De veje kendte Brinth og kunne hurtigt tegne dem op for det tyske par. Det kostede nogle minutter på uret at være hjælpsom, men med 11 km/t i kørestolen var han hurtigt tilbage ved gruppen.
I dag passerede vi 500 km milepælen. Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt har gået omkring 3 x Nijmegen, og der nu er mindre end én tilbage på Makoni. De 500 km blev fejret med bobler i glas og champagne og jordbær dyppet i chokolade. Mums! Kort tid efter var det farvel til Tyskland for denne gang. Grænsen til Holland blev passeret, og derfra gik det i lige linje mod byens brandstation, hvor der til stor overraskelse for flertallet var stillet an til decideret festivitas. Her var der musik, lækker mad og hollændere, der tog imod gængerne sammen med det landsdækkende tv. Ophavskvinden til hele det festlige setup var vores supporter Claudia, som for længst havde planlagt seancen og mobiliseret en flok gode venner til at give en hånd med, nu når hun selv var af sted på Makoni. Menuen bestod af ‘Blauer Hab’ – en asiatisk samling af indonesiske retter, som spises hver onsdag blandt flådens folk og som stammer tilbage fra Hollands tid som kolonimagt i Asien. Derudover var der øl, vin, DJ og snerten af en fest, der lynhurtigt kunne ha’ udviklet sig. En umanérlig stor tak skal der lyde fra arbejdsgruppen til Claudia for det enestående initiativ, der fik smilene frem hos alle på en ellers lidt lang dag.
Efter halvanden times pause med indlagt ølpause og kædedans er benene som bekendt en kende stive. Derfor var det også nogle lidt træge sidste 8.9 kilometer ud til den tidligere Airbase Twente. Her sluttede dagens rute på i alt 52.1 kilometer med en ordentlig skylle fra oven.
I morgen venter en tiltrængt hviledag, så alt er godt.
