MAKONI

Marchen København Nijmegen

System

Dag 13 – Hviledag på norsk

Efter 3 dages march på lange lige ruter – dog med flere festlige afbræk – var det tiltrængt med en hviledag. Den blev tilbragt på det tidligere Airbase Twente, hvor der var linet op til Norsk tema over hele dagen, som på fantastisk vis var sponsoreret af den norske veteranforening. Morgenmaden bestod af en buffet med lækkert pålæg, rosinboller, pandekager og noget så sprødt som hollandsk Straciatella youghurt. Hva’ be’ har?

Dagen blev brugt på afslapning, løbeture, besøg fra den lokale presse og ikke mindst massiv belejring af den smukt beliggende café få hundrede meter væk, som er kendt for sine fabelagtige desserter, og som vi kørte helt og aldeles tør for Guiness. Personalet var glade for den eksplosivt stigende omsætning, men ville gerne liiige have en venlig varsling om, hvornår vi mon påtænkte at komme igen så stor flok. Alle var dog enige om, at 5 år var en rimelige respit.

Det blev også dagen, hvor vi desværre måtte takke af med danske Henning, som udgik af Makoni grundet store smerter i lænden. Henning gik også Makoni tilbage i 2012. Dette betyder, at vi nu er 67 gængere fordelt på de 4 hold.

Tommy og Helge tog i dag turen til Nijmegen for at få styr på forskellige praktiske foranstaltninger i forbindelse med den parade, som skal finde sted søndag den 17. Juli ved vores ankomst.

Saniteten var også beskæftiget på hviledagen. Der skulle altovervejende lappes vabler og gives gode råd i forhold til skinnebensbetændelse. Bagefter kunne man så springe med på Helens yogalektion, som atter engang gav stof til eftertanke i forhold til bevægelighed eller mangel på samme.

Så helt uden aktivitet har dagen alligevel ikke været. Aftenmaden var toppet med flot dessert og champagne i højbenede glas – igen på norsk foranledning. Tak for det!

I morgen går turen på 57.4 km til Eefde, hvor vi skal indkvarteres i en sportshal. Go’nat og sov godt! Zzzzz…

Comments are closed.