MAKONI

Marchen København Nijmegen

System

Dag 6 – En tur på plejehjem

Alle startede som vanligt tidligt ud, om end ’tidligt’ var lidt tidligere for nogen end for andre denne torsdag morgen. At være natteravn giver jo som bekendt lidt bagslag. Nuvel, rutinerne har efterhånden indfundet sig på Makoni; køkkenholdet er oppe og i gang med at forberede morgenmaden kl.02.00, præcis 2 timer før gængerne marcherer af. På samme tid er logistikafdelingen også så småt i gang med at pakke grejet sammen i lastbilerne. Der er med andre ord ikke nogen, der ligger på den lade side, når et stort setup som Makoni skal fungere.

Gængerne indledte dagens march med 2 minutters stilhed for de to hollandske kollegaer og FN-soldater, som dagen forinden på tragisk vis mistede livet under en militærøvelse i Mali, Afrika.

Herfra gik det mod første rast i Krempe 14 km ude på ruten mod Lamstedt efterfulgt af en kort færgetur over Elben, hvor Jens Østrup endnu engang var live ’on air’ i den lokale DinRadio Silkeborg. En smule paradoksalt at man som gænger er i radioen netop de to gange, hvor man befinder sig på en færge fremfor at marchere. Det blev Jens og radioværten dog også enige om måtte kunne gøres bedre næste gang. Efter landgang var der 3 km til næste rast, som fandt sted udfor den lokale bagerbutik i byen Wischhafen. Her var der igen travlhed på briksen hos Doc Villy & Co.

Sidste rast denne torsdag blev traditionen tro holdt på Ländliches Senioren- und Pflegeheim Osten – Altendorf. Det er den rene badeferie for rasteholdet, når der varmes vand og stilles borde, stole og i øvrigt fine forhold til rådighed fra første sekund. Solen skinnede, folk holdt humøret højt, og nytilkomne hollandsk sponsorerede skumbananer fandt vej til de 69 gængeres maver hurtigere, end selv Doc Villy ville kunne nå at stave til Tensoplast.

Sidste strækning på 12.6 km var en kende hård. Varmt, langt og med efterhånden rigtig mange kilometer i benene, som hos flere desværre har meldt sig som skinnebensbetændelse. I Lamstedt blev vi modtaget af den borgmesteren og indkvarteret i den lokale sportshal under særdeles gode forhold. Vejret tillod aftensmad under åben himmel, før folk gik tidligt til ro.

I morgen fredag går turen på 42 km til Bremerhaven.

Dag 5 – Fint besøg i flygtningelejren

Der kan være langt fra en lun køje i en spejderhytte til fornemmelsen af regnvand, der sniger sig ind under kraven og langsomt men sikkert forplanter sig helt ned i støvlerne. Sådan en morgen ventede Makoni holdet i dag. Men regnen til trods var det et veloplagt hold, der kl. 04.00 begav sig ud på de 45.7 km mellem Nortorf og Itzehoe. Efter de første 13.6 km var der rast – igen på en location præget af landlig idyl i form af gyllelugt og køer som nærmeste naboer.

Regnen silede fortsat ned, men tog gradvist af tæt ved næste rast, som igen igen fandt sted på en gård. Her gik det hverken værre eller bedre end, at en lokal knægt åbenbart var blevet så forelsket i det svenske flag, at han så sig nødsaget til at nappe det med hjem. Hans forehavende skete, uden at nogen bemærkede det, så må ud og se os om efter et nyt.

Herfra gik det mod sidste rast, som samtidig var markeringen af, at holdet nu har tilbagelagt de første 200 km af Makoni. Det blev fejret med Chupa Chups slikkepinde isat æbler på fad samt skønsang fremført af de glade gængere. Endnu engang var det de to hollandske supportere Claudia og Meranda, som stod bag surprisen. Det gav lidt ekstra på såvel sukker- som humørkontoen, og fremad mod målet det gik i en efterhånden ret hård blæst.

Dagens indkvartering fandt sted i en nyoprettet – og indtil videre ubeboet – flygtningelejr i den vestlige del af Itzehoe. Lange rækker af grå barakker og store telte med bespisningsområde og badefaciliteter blev taget i brug af Makoniholdet og dets supportere som de første. Sanitetsholdet havde særdeles fine forhold på stedet, men om det skyldes disse forhold, at briksene i ’klinikken’ var fuldt besat fra kl.15 og det meste af aftenen, er til gengæld tvivlsomt. Ifølge Doc Villy er der allerede nu observeret – og behandlet – visse typer skader, som først plejer at vise sig noget senere i forløbet. Det vigtige er dog, at de gængere, der har behovet, sørger for at få den nødvendige hjælp i tide.

Det blev også her, at Oberst og chef for Nijmegen Kontingentet Mogens Bech og ikke mindst chefen for Makoni 2002, 2007 og 2012 Sven Andersen kom på besøg for at ’tilse’ gruppen og opleve stemningen, som vi fortsat må konstatere er rigtig god. Det giver naturligvis sig selv, at folk er pressede og reagerer forskelligt, når trætheden trænger sig på og tolerancen daler. Men evnen og viljen til at hjælpe hinanden såvel ude på ruten som i lejren, når vi er kommet hjem, overskygger det faktum, at Makoni er og bliver en hård nyser – ikke mindst de kommende 3 dage, hvor distancerne lyder på 48.6, 42.5 og 66.5 km, som kan noteres som marchens længste distance.

Dag 4 – Helt i skoven

Efter gårsdagens halve hviledag (og hollandske lagkage) var der fornyet energi at spore blandt gængerne. Kl.04.00 stod de 4 hold stillet op i kolonnerne klar til afmarch. En enkelt norsk gænger dog med afskårne støvlesnuder som følge af en lilletå i protest, men på ingen måde et problem stort nok til at kvæle gå-på-modet hos vedkommende.

Dagens distance på 41.2 km gik fra Eckernförde til Nortorf nogenlunde stik syd med 3 indlagte pauser efter henholdsvis 13.9, 26.6 og 35.2 kilometers march. Første rast fandt sted på en bondegård, hvor møddingens indhold var så dampende og dugfrisk, som sådan én nu kan være en tidlig morgenstund. Anden rast blev holdt på en veltrimmet hjørnegrund med møller, blomsterkrukker og nysgerrige cyklister, der hilste høfligt på os med et ’mojn’. Endnu engang lykkedes det rasteholdet at pakke ud og pakke sammen i høj hastighed og i øvrigt efterlade matriklen uden nogen form for spor af 100 menneskers entré.

Efter en god dag i tørvejr blev den sidste distance på kun 6 km til gengæld tilbagelagt i regnvejr. Det var derfor nogle trætte (og våde) gængere, der marcherede i mål. Dagens logi var en spejderlejr midt i skoven smukt beliggende tæt ved søbredden, nærmere betegnet Waldheim Am Brahmsee. Den tidlige ankomst allerede 12.30 gav anledning til velfortjent afslapning og hygge udenfor spejderhytterne. Eftermiddagen gik med bad, holdfører- og hjælpermøder og ikke mindst tidlig aftensmad bestående af kogte pølser, varm kartoffelsalat, bulgursalat og grøn salat. Endnu engang en udsøgt fornøjelse! Aftenen blev brugt på hinandens gode selskab, afslapning under bøgetræerne og for nogles vedkommende en tur på massagebriksen.

I morgen lander vi i Itzehoe, hvor vi skal indkvarteres på et noget usædvanligt sted. To be continued!

Dag 3 – Til søs

20 kilometer er dét, man i Makoni sammenhæng kalder en halv hviledag. Men efter et par hårde døgn med lange distancer og korte nætter, var det også tiltrængt. Holdet afmarcherede fra Antvorskov Kaserne kl.03.00 med kurs mod Marinestation Korsør og herfra videre til søs mod Eckernförde, Tyskland. Et opkald til Trafikinformationen resulterede i glade bilister, der vinkede til gængerne ude på ruten. Selv en fotograf fra den lokale avis var stået tidligt op for at få et par gode skud i kassen.

Kl.07.00 marcherede gængerne således ind på flådestationen i Korsør, hvor dagens anden rast fandt sted på molen i dejligt vejr med et solidt indtag af mad og drikke for at forebygge eventuel søsyge. 8 timers sejlads nedover Østersøen fordelt på 5 af Marinehjemmeværnets fartøjer var hvad, gængerne havde i sigte og med dét en oplagt mulighed for et tiltrængt hvil.

Og sikke en gæstfrihed, vil blev mødt med. Nogle af besætningen havde ryddet køjerne, og herfra gav resten sig selv. Selv Jens Østrup kom på langs, dog først efter at have deltaget i et live interview til den lokale ’Din Radio Silkeborg’ – optaget på skibets toilet grundet de særlige gunstige signal- og lydforhold netop dér.

Ved ankomsten til Eckernförde kl.16.00 var der fint besøg. Chef for hjemmeværnet, general Finn Winkler, som havde sendt Makoni holdet af sted fra Kastellet to dage tidligere, stod klar på molen til at tage imod os på tysk jord. Herfra var der kun ca. 500 meters march til marinestationen, hvor bespisning og overnatning skulle finde sted. Lækker mad fra Le Chef og det stabile madhold samt uimodståelig hollandsk lagkage i anledning af Claudias (fra det hollandske supportteam) fødselsdag – hvad mere kan man ønske sig?

Fra arbejdsgruppens side skal der lyde en stor tak til Marinehjemmeværnet for at fragte os sikkert fra Danmark til Tyskland og ikke mindst tak for den enorme gæstfrihed om bord.

Dag 2 – 61 kilometer – a walk in the park

Dagens rute var ikke for sarte sjæle. 61 kilometers march fra Gadstrup til Garderhusarregimentet på Antvorskov Kaserne i Slagelse var distancen, gængerne havde i udsigt, da de kl.04.00 satte i gang fra Gadstrup iført lygter og trafikveste.

De første to distancer på henholdsvis 13.3 og 13.7 km – med ét rast i mellem – førte til Hjemmeværnsgården Midt- og Vestsjælland i Langesø nord for Haraldsted Sø. Her ventede dagens første varme måltid i form af ribbenssandwich og varm, hollandsk suppe, som allerede har udviklet sig til at være et hit! Der er nu noget særligt over at spise frokost før kl.9.00 🙂 Der blev også brug for Doc Villy og Evas kompetencer i saniteten. Om vablerne bliver mindre af at blive behandlet i kanten af en bølgende kornmark er nok tvivlsomt, men pænt det var det.

Herfra gik turen de næste 12.1 km videre til rast nummer 3, som fandt sted på et fint, grønt hjørne med høj sol og blå himmel. Der var efterhånden en vis træthed at spore blandt gængerne som følge af mangel på søvn kombineret med en første dag med sen start på Kastellet. Men, så er man jo ligesom i gang!

“Vet visit”
De næste 12.3 km gik i store træk lige ud af landevejen til bagsiden af en gårdbutik, hvor det sidste og efterhånden noget tiltrængte rast fik lidt ekstra krydderi. Holdet fik nemlig uventet besøg af en vaskeægte Nijmegen veteran. Eric Reholt på 94 år havde lagt vejen forbi sammen med sin datter, som ved en tilfældighed havde set på Facebook, at holdet var i området netop nu.  Hun ringede prompte sin far op, hvorpå hans søndag tog en noget uventet drejning: ”Ja, jeg blev jo helt vild og blodig, da jeg hørte, at gængerne var så tæt på. Jeg kom i tøjet hurtigere, end jeg har præsteret længe, og kort tid efter sad vi bilen på vej ud for at møde dem. Det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg stod op i morges,” kom det med et glimt i øjet fra ham. Eric har selv både gået Nijmegen, men også været lokal hjælper tilbage i 1976, hvor et hold også dengang gik hele vejen fra Danmark til Holland.

Da kolonnerne kom marcherende ind, blev der aflagt honnør for den aldrende veteran, som trods den korte varsel havde nået at få sine Nijmegen medaljer hæftet på jakken. ”Jeg har flere medaljer liggende, men netop de hér medaljer er ikke gemt særligt langt væk,” fortalte han med begejstring i stemmen.
Du kan læse hele indlægget med Eric på vores Facebook side her. Det var en bevæget veteran, der efter at have sludret med flere af gængerne, sluttede af med kommentaren: ”Sikke en oplevelse! Den kan jeg leve længe på!” Derpå vinkede han farvel til holdet og kunne tage hjem til Viby en uventet oplevelse rigere.

Dagen i dag blev også der, holdet passerede de første 100 km. Det blev fejret med åbning af geleddet og dertilhørende fadservering af tiltrængte flødeboller efter idé fra den hollandske del af hjælperteamet. Fantastisk!

Vi siger tak for en lang, hård, men også ekstrem positiv dag. Alle hjælper hinanden med at holde humøret højt på trods af (meget) ømme ben og en enkelt gænger fra Holland, som i dag valgte at afgå fra Makoni. På gensyn i morgen, hvor turen går til Tyskland!

Dag 1 – Velkommen til Kongens København!

Så er Makoni 2016 i gang. Og hvilken start! Det var en flok veloplagte danskere, hollændere, nordmænd og svenskere, som stod klar til indøvning af eksercits kl.06.00 på parkeringspladsen foran Ramsøhallen i Gadstrup, hvor første indkvartering fandt sted. Herfra gik turen i busser og biler til Kastellet i hjertet af København, hvor chef for Hjemmeværnet, general Finn Winkler og chef for Dansk Nijmegen Kontingent, oberst Mogens Bech var mødt op for at hilse på de 70 gængere. Det samme var omkring 120 pårørende, som i fællesskab med gængerne kunne nyde en hyggelig brunch før afmarch og tale ved general Winkler.

”Jeg er stolt over at se så mange hollændere, nordmænd og svenskere på Makoni holdet denne gang. Jeg er dog lidt betænkelig ved nordmændene, idet jeg ved, at de er nogle meget dygtige gængere,” lød det med et glimt i øjet fra Winkler, før han ønskede alle en god march og på gensyn i Nijmegen om godt 14 dage.

Med Flyvevåbnets tambourkorps i front blev det en festlig og taktfast afmarch fra Kastellet. Holdet skulle kun bevæge sig over broen ved indgangen, før nysgerrige københavnere og turister fandt både smil og kameraer frem. Med 4,5 km/t gik det støt og roligt gennem indre by og ikke mindst tværs over Amalienborg slotsplads, hvor Livgarden trådte an i respekt for gængerne. En stor oplevelse!

Den positive opmærksomhed blev på imponerende vis kendetegnende for hele turen gennem København. Børn og voksne vinkede, og nogle stod endda ud af bilerne for at betragte scenariet på tæt hold. Flere fik også stillet deres nysgerrighed og tabte både næse og mund, da det gik op for dem, at gruppen skulle gå HELE vejen til Holland.

Efter en smuk tur op ad Frederiksberg Allé dannede det velkendte Frederiksberg Slot rammen om første rast efter blot 6,5 kilometers march. Herfra gik turen stik vest ud af Roskildevejen, hvor den næste rast ventede efter 12 kilometer og en noget højere marchhastighed. Distancen til sidste rast lød på 11,7 kilometer fulgt op af en velfortjent pause i grønne omgivelser med indtag af passende mængde kulhydrater og for nogles vedkommende vabelassistance fra Doc Villy & Co.

Dag 1 har som forventet været præget af højt humør og ægte holdånd såvel hos gængere som hos hjælpere, der dagen igennem har bevist, at der er styr på praktikken i alle faser af såvel logistik som madlavning. Erfaringen og viljen til at hjælpes ad skinner igennem og sætter kun en endnu kraftigere streg under den optimisme, som har kendetegnet Makoni helt fra den allerførste træningssamling tilbage i det tidlige forår. Med andre ord – vi er klar!