MAKONI

Marchen København Nijmegen

System

Makoni 2016 – et tilbageblik fra bagsmækken

Der er oplevelser. Og så er der oplevelser. De første hører til blandt den flygtige slags, som fortager sig, så snart det første støv har lagt sig og den sidste vask er hængt til tørre. De sidste, derimod, har det med at bore sig helt derind, hvor hjertet hænger fast og sjælen har til huse. Derinde lagrer de sig og slår lejr ved siden af den øvrige eksklusive skare af oplevelser og erfaringer i samme kaliber. ’Oplevelsernes VIP-lounge’, kan man vel kalde det sted derinde bag knoglerne, huden og håret.

Makoni 2016 er for mit – som sikkert også for mange andres – vedkommende flyttet ind i den indre VIP-lounge. Og det på trods af, at jeg hverken kan bryste mig af at høre til blandt de hårde hunde, der har tilbagelagt de mere end 650 + 160 kilometer på gåben eller har været en af de hårdtarbejdende supportere, der har slidt og slæbt på rastepladserne, med bagagen, forplejningen eller saniteten og som øvrigt har gentaget rutinerne til bevidstløshed, dag efter dag, time efter time – alt sammen med det ene formål at få hele holdet med fra Danmark til Holland i ét stykke. Nuvel, jeg har da – til stor morskab for alle andre – erhvervet mig et par vabler undervejs, men at kalde mig en ægte Makoni på den konto ville alligevel være at strække den vel rigeligt.

Mit alibi for at kunne tilrane mig denne unikke oplevelse, Makoni 2016, har været min rolle som medrejsende journalist og PR-ansvarlig. I dét lys tillader jeg mig at tage ordet for en kort bemærkning her på ’bagsmækken’ af verdens længste stroppetur. Fordi dét, som jeg har været vidne til gennem 3 uger på landevejen, er uden tvivl en bemærkning værd. Faktum er nemlig, at jeg har mødt de sejeste mennesker i mit liv til dato!

Og med al ære og respekt for supporterne, som i den grad har ydet en uvurdérlig indsats, så vil jeg alligevel tillade mig at rette spotlyset mod gængerne for en kort bemærkning. Jeg har sagt det til flere af jer undervejs; at I er for vilde, og I har min dybeste respekt. Men det er som om, ordene alligevel ikke rækker. ”At gå fra Danmark til Holland – nå, ja, hvor hårdt kan det være?” har jeg hørt flere uvidende folk pippe op om op til afgang. Og nej, det kan nok ikke rigtigt forstås eller beskrives. Men dét, som I gængere har præsteret og den måde, som I har gjort det på hinanden imellem, får selv de mest tandudtrækkende etaper i Tour de France til at blegne i den franske sommersol.

Viljen til at blive ved – ikke kun med at gå – men til at hjælpe, løfte og hele tiden dele ud af de ressourcer, man nu engang har for at hjælpe andre, som har større behov end én selv, overskygger alt – også de spydige kommentarer, som i små mudrede øjeblikke på uundgåelig vis fandt vej til geledderne. Der er talrige eksempler på support i alle mulige og umulige afskygninger. Menneskets hjerne slår knuder på sig selv for at finde på ting, der kan gøre det hele lidt bedre, lidt sjovere og lidt lettere. Hver eneste gang har den enkelte persons indsats kastet guld i den kasse, hvor der står ’fællesskab’ skrevet på siden med store bogstaver. Blandt andet dét skrev jeg lidt om i nedenstående avisklumme udgivet efter den første uge på Makoni.


Fra klub til landshold

Og nej, vel har alting ikke været guld og grønne skove set oppe fra helikopteren. Makoni er et pludseligt opkog af forskellige nationaliteter, baggrunde, vaner, grænser, fysisk og psykisk formåen og ikke mindst måder at kommunikere på. Fra dag ét har 100 vidt forskellige mennesker skullet fungere optimalt sammen. Gængere og supportere. Unge og ældre, erfarne og nye. Nogle kender hinanden i forvejen, andre ikke. Jeg har flere gange sammenlignet Makoni med fodboldspillerne, der kommer fra hver deres klub for at samles på landsholdet, hvor tingene fra dag ét helst skal spille max. Hver især kommer de fra ét hierarki for at havne i et nyt, imens spotlyset er rettet mod dem og deres fælles præstation. Rollerne og forventningerne er forandret med et fingerknips, og den indflydelse du er vant til at have i klubben, har du måske langt fra på landsholdet. I klubben er du stjernen, imens du på landsholdet er ’vandbæreren’. Dertil skal man lægge, at når mennesker bliver presset til det absolut yderste, responderer de vidt forskelligt. Nogle mere hensigtsmæssigt end andre. Alt det har jeg været vidne til i de 3 uger på landevejen under først Makoni og siden Nijmegen – mit eget lille studie i menneskets ressourcer og måder at agere og ikke mindst reagere på, når man for længst har vendt vrangen ud på sig selv og skrællet alle daglige gøremål ind til benet for at som det eneste at kunne melde klar til dagen efter. Rutinerne afløser med lynets hast overflødigheder, som ikke tjener formålet. Back to basics!

Det, der for mit vedkommende står tilbage nu, hvor min uniform atter er foldet sammen og lagt tilbage i tasken, er det fællesskab, der er opstået på tværs af nationaliteter, og som jeg har været så heldig at blive en del af. Jeg har nydt alle de små stjernestunder med grin, dårlige vittigheder, gåder, international sprogskole, personlige historier og gensidig forståelse på flere niveauer, som har forvandlet gruppen fra at være fire nationaliteter til at blive ét samlet hold – The Makoni Family.

”You did it!”, som oberst Mogens Bech fra Hjemmeværnet, sagde ved jeres ankomst til Heumensoordlejren i Nijmegen. Deri har han ret. I gjorde det! Sammen. Og I er de sejeste mennesker, jeg kender! Tak fordi jeg på godt og ondt måtte være med på jeres alle sammens vanvittige rejse. På gensyn til reunion – og ikke mindst næste år i Nijmegen og endnu en oplevelse til min indre VIP-lounge.

Majbritt

Klumme juli

Dag 16 – You did it!

Det blev på mindepladsen på Oranje Kazerne i Arnhem, at det første af flere punktummer for Makoni 2016 blev sat. Søndag formiddag kl.9.30 kunne Oberst Mogens Bech overrække mønten – symbolet på præstationen – til såvel gængere som supportere. Der blev udvekslet stolte blikke og fældet en enkelt tåre hos flere, selvom marchen i sin fysiske form endnu ikke var afsluttet. 31.6 kilometer skulle tilbagelægges, før den endelige afslutning i Heumensoord og dermed opløsningen af Makoni 2016 var en realitet. Først blev der dog serveret kage og bobler samt udvekslet gaver fulgt op af bevingede ord fra nation til nation.

Herfra gik det gennem det smukke Arnhem mod dagens første – og samtidig Makonis sidste rast. Vores hollandske ven Steven havde desværre opbrugt sine allersidste ressourcer og blev hjulpet frem af tre af sine stærke landsmænd, som endnu engang udviste overskud i imponerende grad og konstant hjalp, snakkede, spurgte til og støttede Steven hele vejen frem til rasten, hvor han blev taget godt imod af rasteholdet, som igen havde sørget for, at alt spillede, som det skulle. De sidste baner af uundværlig Tensoplast blev rullet på, og de sidste kopper med rød saftevand skyllet ned, før støvlerne blev snøret for sidste gang. Alting er pludselig sidste gang.
De efterfølgende kilometer mod Lent og Nijmegen gik i fin fart. Hos flere af gængere var det som om, kroppen på magisk vis startede forfra med fornyet energi. Flertallet af vablerne var for længst gået til og de værste skinnebensbetændelser havde fortaget sig. Oveni var der betydelig begejstring at spore, da de første byskilte med ’Nijmegen’ meldte sig forude. I Lent var der en kort vandpost, hvor folk afleverede deres basis, hvis vægt til gengæld blev erstattet af medaljer i alle afskygninger.

De næste par timer stod i paradens tegn. Lav hastighed, højt lydniveau, flag, orkestre og masser af mennesker på sidelinjen med tilråb og klapsalver efter alle kunstens regler. Velkommen til Nijmegen! Men en kende hårdt er det altså, når man skal stå, vente, gå, vente igen, stå igen og marchere i takt. På det tidspunkt har de 650 kilometer og en gennemsnitshastighed på omkring de 6 km/t i benene for længst sat sig og gør parademarch til noget, der skal overstås.

Når fire grupper gennem to uger er blevet forvandlet til ét stærkt sammentømret hold af danskere, hollændere, nordmænd og svenskere, som marcherer ind af porten i Heumensoord med en viden om, at det nu er de sidste meter, der tilbagelægges, er det som om, tiden står stille. Hårene rejser sig, fanerne vejer, og tilskuerne står i rækker med beundrende blikke.

Oberst Mogens Bech blev manden, der med ordene ’You did it!’ opløste Makoni 2016 for at lukke alle deltagerne ind i den eksklusive familie, som ikke kun har levet siden 2002, men som støt og roligt har vokset sig større og stærkere. Afslutningen blev markeret ved en reception, hvor håndbajere og hotdogs blev modtaget med kyshånd. Her blev der tid til at sige farvel til den gruppe af supportere, som takkede af for med det samme at vende næsen hjemad mod Danmark. Samtidig blev der flere steder givet håndslag på et gensyn med Makoni i 2021.

Dag 15 – Back to nature

I dag var dét, man i Makoni sammenhænge kalder en halv hviledag med 33.3 kilometers march. Humøret var i top, enden er nær, og selv de mest genstridige skinnebensproblematikker fik (næsten) ben at gå på.

På andet rast var supporterne gået i strejke og forlangte snacks, behandling og omsorg i lange baner. Joken holdt dog ikke længe, og Møllers rasteteam viste endnu engang, at der er styr på tropperne i forbindelse med forplejningen i pauserne.

Den smukke Nationaal Park Veluwezoom fyldte en stor del af ruten i dag. En blanding af hede og uberørt skov omsluttede gængerne og sendte tankerne af sted til alt fra diverse løveparker til Tranum øvelsesområde. Brinth fik en betydelig omvej på 22 kilometer, idet han ikke havde mulighed for at passere gennem nationalparken i sin kørestol. Ankomsten til sidste rast var timet og tilrettelagt, idet han rullede ind på pladsen på nøjagtig samme tidspunkt som gængerne.

Ingen tvivl om at nogle blev overraskede over, at dagen var hårdere end ventet grundet de varierende distancer. Især naturvandringen var en udfordring på grund af det skiftende underlag, og der måtte hjælpes til i flere af grupperne. Endnu engang var det tydeligt, at når man selv har en given mængde overskud tilbage, bruger man det på at skubbe, løfte og drive sine kammerater frem. 12 kilometer tilbagelagt og på den anden side ventede 600 km milepælen, som blev markeret med Capri Sonne og små shots – dog uden alkohol.

Herfra var der kun omtrent 3 kilometer tilbage til Oranje Kazerne, som blev entreret i en 3´er kolonne. Og flot så det ud. Med hollænderne forrest og alle under MacFallen aka MacOni’s kommando gik det i takt ind gennem porten til den store kaserne, hvor de røde baretter i øvrigt holder til. Her blev gængerne modtaget med klapsalver, Makoni kage og krammere. Værd at notere er, at hollænderne undervejs har samlet penge ind i en god sags tjeneste. 3.660 Euro var gået til at sørge for finansieringen af træningen af en skøn gul labrador, som udgør den hjælpende hånd for en handicappet kvinde.

Nå, men nu er vi jo snart i mål. I morgen venter et par kortere distancer afløst af parader og ikke mindst toppet med ankomsten til Heumensoord ved aftenstide.

Vi glæder os!

Dag 14 – Langfredag

57.4 kilometer og den sidste lange dag på Makoni! For de flestes vedkommende er netop denne dag lig med sidste mentale milepæl på vores nu to uger lange fælles stroppetur. Når ’Langfredag’ er overstået, er det som om, at de sidste to dage hører til i kategorien ’walk in the park’.

Denne mørke morgen lagde vi som vanligt ud kl. 04.00. Men først var det tid til morgen-skønsang i anledning af Jens Østrups fødselsdag. Det lød hvis ikke godt så i hvert fald tåleligt. Men nu er det jo som bekendt tanken, der tæller. Tillykke til Jens med de 32!

Af sted det gik mod den første af i alt 5 raster, som fandt sted på vores efterhånden foretrukne rastepladslokation – en bondegård, og gerne tæt ved møddingen. Anden pause var på parkeringspladsen foran den lokale Opel forhandler, hvor chefen ville fotograferes med hele holdet og der blev uddelt hollandske kalorier ved afgang. Men før at ørehængeren ’Forward march!” fik lov at sætte holdene i trav, blev der rykket en smule ved ’plejer’. Peter, som var dagens Mic 1, havde på forhånd besluttet at mixe holdene på næste distance. Og hvilken succes! Der blev snakket og sunget i ét væk, og det blev herfra enormt tydeligt, at Makoni nu er ét samlet hold. Alle var efterfølgende enige om, at Peters lavpraktiske stunt havde været både godt og hyggeligt, men i særdeleshed også en effektiv måde at flytte fokus fra de efterhånden liiidt tunge skridt til noget andet – nemlig relationerne.

Tredje rast fandt sted i havemøblerne hos en beværtning af en art, som også meldte ind, at vi var velkommen igen på et senere tidspunkt. Solen skinnede, og efter et par dages flæskesværsafvænning var ’Øfferne’ – vores af OK Snacks sponsorerede godbidder – atter på bordene. Turen herfra gik gennem skoven langs én af kanalerne. En smuk rute i dejligt vejr og med vores journalist ’på slæb’. Her fik hun anledning til at teste de støvler, man som rekrut får udleveret i det danske forsvar. Og lad os bare sige det kort; anmeldelsen var ikke prangende. Men heldigvis var der ledig plads på Doc Villys briks og hun kunne i et snuptag få lappet de vabler, som i løbet af få kilometers gang havde fundet vej til støvlerne.

Dagens sidste pause fandt sted på en bondemands mark – eller det vil sige på hans markvej, idet han efter at rasteholdet havde stillet hele molevitten op kom forbi og alligevel ikke var helt vild i varmen med at have 100 mennesker til at trykke græsmarken flad. Fair nok. Så måtte vi jo flytte os. Her fik vi herligt besøg af Leo – vores hollandske viking – samt fotograf fra den lokale avis, som var i færd med at lave en større artikel omkring vores ’omrejsende cirkus’.

Herfra gik det hjemad. Efter et par korte distancer var der omkring 8.5 km til endestationen, som var en sportshal i Eefde. Og her var der gang i den! Adskillige hollandske familiemedlemmer, venner og bekendte stod klar til at tage i mod gængerne på de sidste meter. Som danskere må vi blot konstatere, at hollændernee har en enestående evne til at bakke hinanden op, når det kommer til denne slags begivenheder. Der blev serveret små skarpe, krammet og fejret, at dagens lange distance var bragt til ende. Vores fødselsdagsbarn, Jens Ø., bød på øl, og køkkenet havde sørget for lagkage efter alle kunstens regler. Dén cocktail udviklede sig hurtigt til noget, der kunne gå hen og ligne en fest, dog skarpt efterfulgt af aftensmaden for at bevare jordforbindelsen. Leo havde været så elskværdig at invitere folk og fæ i byen på lokal bar, så folk halede deres pæneste tøj op af tasken, glattede håret og tog en tur ud i det civile liv. Alene dét ikke at se hinanden iført uniform var en Aha-oplevelse af de store. Det blev til en hyggelig sommeraften med et bredt udvalg af øl på haner. Alt var godt. Og især når vi først skulle være klar kl.06.00 næste morgen. Tusind tak til Leo for invitationen. Vi kommer igen næste gang også!

Dag 13 – Hviledag på norsk

Efter 3 dages march på lange lige ruter – dog med flere festlige afbræk – var det tiltrængt med en hviledag. Den blev tilbragt på det tidligere Airbase Twente, hvor der var linet op til Norsk tema over hele dagen, som på fantastisk vis var sponsoreret af den norske veteranforening. Morgenmaden bestod af en buffet med lækkert pålæg, rosinboller, pandekager og noget så sprødt som hollandsk Straciatella youghurt. Hva’ be’ har?

Dagen blev brugt på afslapning, løbeture, besøg fra den lokale presse og ikke mindst massiv belejring af den smukt beliggende café få hundrede meter væk, som er kendt for sine fabelagtige desserter, og som vi kørte helt og aldeles tør for Guiness. Personalet var glade for den eksplosivt stigende omsætning, men ville gerne liiige have en venlig varsling om, hvornår vi mon påtænkte at komme igen så stor flok. Alle var dog enige om, at 5 år var en rimelige respit.

Det blev også dagen, hvor vi desværre måtte takke af med danske Henning, som udgik af Makoni grundet store smerter i lænden. Henning gik også Makoni tilbage i 2012. Dette betyder, at vi nu er 67 gængere fordelt på de 4 hold.

Tommy og Helge tog i dag turen til Nijmegen for at få styr på forskellige praktiske foranstaltninger i forbindelse med den parade, som skal finde sted søndag den 17. Juli ved vores ankomst.

Saniteten var også beskæftiget på hviledagen. Der skulle altovervejende lappes vabler og gives gode råd i forhold til skinnebensbetændelse. Bagefter kunne man så springe med på Helens yogalektion, som atter engang gav stof til eftertanke i forhold til bevægelighed eller mangel på samme.

Så helt uden aktivitet har dagen alligevel ikke været. Aftenmaden var toppet med flot dessert og champagne i højbenede glas – igen på norsk foranledning. Tak for det!

I morgen går turen på 57.4 km til Eefde, hvor vi skal indkvarteres i en sportshal. Go’nat og sov godt! Zzzzz…

Dag 12 – Endelig Holland!

At krydse den tysk-hollandske grænse er en milepæl i Makoni. Men før gængerne kom så langt, var der en enkelt lille ting, der skulle håndteres. Kort efter afgang meldte det lokale politi nemlig sin ankomst. De var blevet tippet af en af områdets beboere, som meget tidligt om morgenen havde bemærket underlige lyde og lettere ståhej på den lokale skole. Deri havde de jo sådan set ret. Men politifolkene konstaterede hurtigt, at det var en and. Der var hverken indbrudstyve eller hærværksmænd at spore.

Det var en kølig men smuk morgen for gængerne. Ved ankomsten til første rast godt 10 km ude på ruten brød solen igennem morgendisen og sendte de første lune stråler i deres retning. Herfra gik turen til næste rast, hvor endnu et par gængere desværre måtte melde til Mic 1 og dermed Doc Villy & Co., at der var begyndende skinnebensbetændelse. Til gengæld havde holdene set op til flere oddere på turen langs vandet, og hvis der er noget, der kan løfte stemningen, så er det da oddere.

I dag spillede Brith en vigtig rolle, idet vi må konstatere, at de hollandske bilister desværre ikke har stor respekt for de soldater, de møder på deres vej. De kører tæt på og udviser ikke udpræget hensyn. Vi havde problemer med at få en stribe bilister til at holde tilbage. Det var først, da Brinth i sin kørestol rullede ud midt på kørebanen, at bremserne blev hugget i, og man holdt tilbage for gængerne. Det var også ham, der hjalp et par cyklister på vej, som var faret vild og manglede et kort over de mindste veje for at finde hjem. De veje kendte Brinth og kunne hurtigt tegne dem op for det tyske par. Det kostede nogle minutter på uret at være hjælpsom, men med 11 km/t i kørestolen var han hurtigt tilbage ved gruppen.

I dag passerede vi 500 km milepælen. Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt har gået omkring 3 x Nijmegen, og der nu er mindre end én tilbage på Makoni. De 500 km blev fejret med bobler i glas og champagne og jordbær dyppet i chokolade. Mums! Kort tid efter var det farvel til Tyskland for denne gang. Grænsen til Holland blev passeret, og derfra gik det i lige linje mod byens brandstation, hvor der til stor overraskelse for flertallet var stillet an til decideret festivitas. Her var der musik, lækker mad og hollændere, der tog imod gængerne sammen med det landsdækkende tv. Ophavskvinden til hele det festlige setup var vores supporter Claudia, som for længst havde planlagt seancen og mobiliseret en flok gode venner til at give en hånd med, nu når hun selv var af sted på Makoni. Menuen bestod af ‘Blauer Hab’ – en asiatisk samling af indonesiske retter, som spises hver onsdag blandt flådens folk og som stammer tilbage fra Hollands tid som kolonimagt i Asien. Derudover var der øl, vin, DJ og snerten af en fest, der lynhurtigt kunne ha’ udviklet sig. En umanérlig stor tak skal der lyde fra arbejdsgruppen til Claudia for det enestående initiativ, der fik smilene frem hos alle på en ellers lidt lang dag.

Efter halvanden times pause med indlagt ølpause og kædedans er benene som bekendt en kende stive. Derfor var det også nogle lidt træge sidste 8.9 kilometer ud til den tidligere Airbase Twente. Her sluttede dagens rute på i alt 52.1 kilometer med en ordentlig skylle fra oven.

I morgen venter en tiltrængt hviledag, så alt er godt.

Dag 11 – Gerade aus

Starten på i dag var et godt bevis på, at omstillingsparathed er én af de ting, der står øverst på pakkelisten hos samtlige Makoni deltagere. Da vækkeurene rundt om på savannen med de snorkende rovdyr begyndte at bimle kl.02.30, lå hallen hen i mørke. Og sådan forblev det. Et relæ var tilsyneladende gået, hvilket umiddelbart ville besværliggøre pakning af udstyr, feltsenge osv. Men i løbet af et splitsekund får folk halet pandelamperne op af tasken, og før man når at tælle til tre, myldrer de små lyskegler rundt imellem hinanden. Ingen brokker sig, men tilpasser sig forholdene. Og arbejder videre. Sådan er det over en bred kam. Man finder sine små rutiner og får tingene til at fungere.

På trods mørklægningen kom vi af sted som planlagt kl.04.00. Med en forsigtig opstart fik vi efterhånden øget farten til 6.1 km/t – en hastighed, som blev holdt resten af dagen. Og ruten, tja. Nogenlunde ligeså interessant som et vådt ringbind med et fireogethalvt år gammelt regnskab. Ekstremt mange lige træk, hvor rasterne var de eneste afbræk. ’En lang træls dag’ blev de 51.7 kilometer ud i ingenting benævnt.

På en rute som denne handler det virkelig om at holde sig ved godt humør. Og alt bliver (igen) taget i brug; gåder, vittigheder, venskabelige drillerier og andre opfindsomme tiltag. Vores kørestolsgænger Brinth sang sig selv og resten af holdet igennem det meste af dagen. 30 kilometers skønsang fordelt på mellem 40 og 50 forskellige melodier. Sådan! Samme Brinth måtte for første gang på turen have assistance. Vi skulle passere en å, hvor et stykke broarbejde var i gang, som så at sige stak en kæp i hjulet for Brinth, der måtte løftes henover mudderet og den midlertidige bro for at komme videre. Alternativet var en omvej på mere end 10 km, så et par stærke overarme fra Charles’ hold blev løsningen på dét problem.

Herfra gik turen videre. På én rast var arbejdsgruppen placeret til højbords på en tipvogn, og på den sidste kom Le Chef forbi med endnu en omgang dejlig suppe. Vejret holdt tørt indtil netop sidste rast, hvor himlen ellers åbnede sig. Men med varm suppe i maven serveret i solskin kom holdene alligevel sikkert i mål.

Det er tydeligt, at rytmerne for længst har indfundet sig. Alle har deres små rutiner; nogle går i bad med det samme, andre venter, tøjet bliver lagt klar i én bunke til næste morgen, og plasteret og saksen ved siden af i en anden, etuiet til soveposen ligger sammen med de andre ting, som også skal bruges til at pakke ting ned i osv. osv. Ude på ruten skifter folk selv hold alt efter behov. Ikke alt behøver at blive italesat. Talen bliver i grove træk brug på dét, der kan løfte humøret på holdene.

En lang, men dejlig dag, der sluttede med lækker aftensmad under halvtag. I morgen krydser vi den hollandske grænse og siger farvel til Tyskland. Kursen er sat mod Airbase Twente.

Go´nat og sov godt!

Dag 10 – On the road again

Når kroppen først har fået smag for hvile, kræver det lidt af et æselspark at få den i gang igen. Sådan var det også på dagens 52.5 kilometer lange rute, som gik fra Oldenburg til Werlte. Efter en tiltrængt dag på langs, var det op kl.03.00 og i støvlerne igen. Nogle havde valgt at nyde den lune sommeraften over en ekstra øl i godt selskab på græsplænen udenfor sovesalen, hvilket betød at diverse Camelbags i forhold til væskemængde fik hård konkurrence af op til flere sæt poser under øjnene rundt om i flokken.

Vi er nu reduceret til 67 gængere. Efter tilsyn fra Sandra, vores nytilkomne hollandske fysioterapeut, og et besøg på det lokale sygehus måtte vi desværre sige farvel til danske Kasper Buch, hvis skinneben var så overbelastede, at lægen beordrede øjeblikkelig aflastning. Når man først er kommet så langt i Makoni, og ikke mindst har overstået den længste og hårdeste etape, er det med gråd og tænders gnidsel at måtte se sig nødsaget til at udgå. Buch tog dog sin exit med et smil og som vanligt et imponerende overskud. For flere af de øvrige gængere var det til gengæld både hårdt og bevægende at skulle hilse af med ham. Kombinationen af at følelserne på nuværende tidspunkt hænger udenpå tøjet og at Buch i sandhed er en holdspiller, som vil blive savnet var et knapt så opløftende punktum på den første halvdel af Makoni 2016.

Den første del af dagen gik lige ud, lige ud og så lige lidt mere lige ud. Med kun ganske få afbrydelser i form af vejarbejde er denne del af turen lidt af en sejtrækker. Så er det godt, at rasteholdet igen står på spring med små velsmagende overraskelser undervejs. Fire pauser af den lidt kortere slags blev dagens krydderi på en tur, hvor vi krydsede 400 kilometers milepælen og de ømme skinneben igen prægede billedet. Det blev også en dag, hvor især hollænderne udviste ekstraordinært overskud. De var godt kørende og gode til at hjælpe og hente hinanden op til gruppen, når én for en stund var trådt af på naturens vegne. Små velmente drillerier er med til at hive mundvigene op ad og flytte fokus fra næste (ømme) fodisæt. Selv vores medrejsende journalist, som var med som cykelordinans for 2. dag i træk blev offer for velmendt hollansk humor. Hun fik dog sin cykelsaddel tilbage lidt længere ude på ruten.

Sidste rast bød på lækker ’suppe surprise’ fra køkkenholdets gryder – et tiltrængt indslag, der gav fornyet energi til sidste strækning. Omkring kl.15.00 ankom holdet til den sportshal, som var vores næste base. Her var der tilmed mulighed for at kaste sit ømme skrog i en svømmepøl og nyde vægtløsheden for stund. Aftenen gik med hygge, snak på tværs, gamle røverhistorier og relativ tidlig ro over flokken. Der blev i hvert fald snorket højlydt og i forskellig takt fra alle verdenshjørner.

Anden runde af verdens længste stroppetur er i gang. Den psykologiske gevinst ved at have overstået den længste distance er stor, om end vi langt fra er i mål endnu. Vi arbejder på sagen og håber at holde alle kørende.

Dag 9 – Hvil, varme og vasketøj

Hviledag! Et længe ventet tryk på pauseknappen i dét, som i andres øjne lugter af rendyrket galskab, selvpineri og ultimativt spild af sommerferie.

En hel dag til rådighed uden dagsorden bortset fra eliminering af den ikke ubetydelige ”Gnufaktor 100”. Vasketøjet! Oh, hvilken herligt duft, der breder sig i en sportshal med 68 svedende mand- og kvindfolk efter 8 dages march.

Sen morgenmad med æg og bacon, fladtrykte græsplæner, solskin og slentreture til byen i jagten på en kold fadøl. En hviledag er mange ting. Nogle har brug for at være sociale, andre for at trække sig. Nogle står tidligt op, andre sover til middag. Nogle løber en tur (Jo!), imens andre ikke rykker sig 2 centimeter.

Dagens højdepunkter var helt klart morgenmaden og for nogles vedkommende også eftermiddagens lektion i Yengar Yoga ved norske Helen, hvor selv Ole Hansson fik sig selv ud i positioner, som han ikke vidste var muligt. Makoni Yogaen gentages på torsdag, hvor holdet har næste hviledag.

Men alt godt har som bekendt en ende. Så efter at have opsporet en af hollændernes bortkomne vasketøj og sendt Buch af sted til hospitalet til et rutinetjek af skinnebenet, var det tid til at komme på hylden. Tak for en dejlig dag med udendørs hygge i godt selskab! Nu er vi klar til morgendagens rute, som går til den tyske by Werlte.

Dag 8 – Route 66

Det er svært at beskrive, hvordan man lader op til 66.5 kilometers march – en gåtur, som man ved, kommer til at vare mere end 12 timer og som efter al sandsynlighed kommer til at trække samtlige tænder ud. Flere gange.

Gruppen på 68 gængere sagde farvel til Marinestützpunkt Bremerhaven kl.04.00 lørdag morgen. Iført lygter og trafikveste begav de sig i roligt tempo ned mod vandet, hvor de fulgte den velkendte rute langs diget, som skærmede af for den værste vind. Det var en smuk morgen i klart vejr med får, køer og heste som måbende tilskuere til vores færd. Efter 14.8 km ventede den første pause og 9.8 km længere ude rast nummer to.
Det er på dage som denne, at den ægte holdånd og viljen til at hjælpe hinanden igennem for alvor skal stå sin prøve. Samtlige gængere har som minimum ondt ét sted. Hver eneste gang fødderne rammer asfalten, minder kroppen én om, hvad man er i gang med at udsætte den for – et ekstremt fysisk pres, hvor enten tæerne, fødderne, læggene, skinnebenene, knæene, lårene, hofterne eller lænden protesterer højlydt uden for alvor at blive hørt. Muskelfibrene sitrer, fødderne koger, vablerne væsker og kroppen kalder i det hele taget på hvile.

Og så er der den mentale del. For de flestes vedkommende er det første gang, at de tilbagelægger en så lang distance. Dertil kommer det faktum, at vi er i gang med den ottende marchdag i træk. MEN…

Det er et imponerende overskud, der genereres ude på ruten. Der synges højt med Brinth som vedholdende forsanger, købes ”spontan-is” som deles ud til alle, spilles bold, jokes, gættes gåder og bliver i det hele taget skabt små – og til tider særprægede – happenings, som er med til at flytte fokus fra dét at gå, gå og atter gå. Én dansk gænger, Charlotte, har fundet på at uddele gratis knus for hver tiende kilometer. Så hver eneste gang holdet er på vej til at passere endnu 10 km, løber Charlotte op foran gruppen, stiller sig i vejkanten, haler det hjemmegjorte papskilt med påskriften ”Free Hugs” op af lommen og lægger an til at dele krammere ud til alle, der lyst. Og det er der mange, der har.

I dag var der 5 raster indlagt på ruten. På den fjerde rast kunne gængere nyde en omgang varm mad i form af en velsmagende suppe fra køkkenholdets hånd. Alle former for energi tæller, hvilket der også for alvor blev brug for herfra. Flere og flere meldte ind, at især skinnebenene gav problemer, hvorfor det var en udpræget gave, at vores norske gænger (og læge) Brynje hjalp med at lægge en aflastende tapening på flere af gængerne og ikke mindst havde lært teknikken fra sig, sådan at resten af sanitetsholdet også var i stand til at lægge tapen.

Da gængerne ankom til sidste rast i udkanten af Oldenburg, var det ikke til at se det. Men der havde hersket lettere kaotiske tilstande på Medic Team, idet ambulancen havde været nødsaget til at køre pendulfart frem og tilbage mellem rasterne for at finde og hente en gænger, der havde fået problemer med ryggen. Hele hurlumhejet resulterede i en omvej omkring Autobahn og et uheldigt tryk på en sireneknappen, som til alles overraskelse fik sat udrykning og blå blik i gang for fuld musik. Ikke planlagt, men nu ved vi i det mindste, at skidtet virker.
Sidste rast blev én lang, dyb vejrtrækning før de resterende 10 kilometers march gennem byen frem til Henning Von Tresckow Kasernen i midten af Oldenburg. Følelsen af at målet var lige om hjørnet, og så viste sig slet ikke at være det alligevel gjorde dybe indhug i resterne af det mental overskud hos gængerne. Derfor var det med mere end bare almindelig lettelse, da ”We are the Champions” spillede til de sidste skridt, før gængerne langt om længe kunne træde af.
Herfra var der kun aftensmad, rødvin og restitution tilbage. Ahh…