Det er svært at beskrive, hvordan man lader op til 66.5 kilometers march – en gåtur, som man ved, kommer til at vare mere end 12 timer og som efter al sandsynlighed kommer til at trække samtlige tænder ud. Flere gange.
Gruppen på 68 gængere sagde farvel til Marinestützpunkt Bremerhaven kl.04.00 lørdag morgen. Iført lygter og trafikveste begav de sig i roligt tempo ned mod vandet, hvor de fulgte den velkendte rute langs diget, som skærmede af for den værste vind. Det var en smuk morgen i klart vejr med får, køer og heste som måbende tilskuere til vores færd. Efter 14.8 km ventede den første pause og 9.8 km længere ude rast nummer to.
Det er på dage som denne, at den ægte holdånd og viljen til at hjælpe hinanden igennem for alvor skal stå sin prøve. Samtlige gængere har som minimum ondt ét sted. Hver eneste gang fødderne rammer asfalten, minder kroppen én om, hvad man er i gang med at udsætte den for – et ekstremt fysisk pres, hvor enten tæerne, fødderne, læggene, skinnebenene, knæene, lårene, hofterne eller lænden protesterer højlydt uden for alvor at blive hørt. Muskelfibrene sitrer, fødderne koger, vablerne væsker og kroppen kalder i det hele taget på hvile.
Og så er der den mentale del. For de flestes vedkommende er det første gang, at de tilbagelægger en så lang distance. Dertil kommer det faktum, at vi er i gang med den ottende marchdag i træk. MEN…
Det er et imponerende overskud, der genereres ude på ruten. Der synges højt med Brinth som vedholdende forsanger, købes ”spontan-is” som deles ud til alle, spilles bold, jokes, gættes gåder og bliver i det hele taget skabt små – og til tider særprægede – happenings, som er med til at flytte fokus fra dét at gå, gå og atter gå. Én dansk gænger, Charlotte, har fundet på at uddele gratis knus for hver tiende kilometer. Så hver eneste gang holdet er på vej til at passere endnu 10 km, løber Charlotte op foran gruppen, stiller sig i vejkanten, haler det hjemmegjorte papskilt med påskriften ”Free Hugs” op af lommen og lægger an til at dele krammere ud til alle, der lyst. Og det er der mange, der har.
I dag var der 5 raster indlagt på ruten. På den fjerde rast kunne gængere nyde en omgang varm mad i form af en velsmagende suppe fra køkkenholdets hånd. Alle former for energi tæller, hvilket der også for alvor blev brug for herfra. Flere og flere meldte ind, at især skinnebenene gav problemer, hvorfor det var en udpræget gave, at vores norske gænger (og læge) Brynje hjalp med at lægge en aflastende tapening på flere af gængerne og ikke mindst havde lært teknikken fra sig, sådan at resten af sanitetsholdet også var i stand til at lægge tapen.
Da gængerne ankom til sidste rast i udkanten af Oldenburg, var det ikke til at se det. Men der havde hersket lettere kaotiske tilstande på Medic Team, idet ambulancen havde været nødsaget til at køre pendulfart frem og tilbage mellem rasterne for at finde og hente en gænger, der havde fået problemer med ryggen. Hele hurlumhejet resulterede i en omvej omkring Autobahn og et uheldigt tryk på en sireneknappen, som til alles overraskelse fik sat udrykning og blå blik i gang for fuld musik. Ikke planlagt, men nu ved vi i det mindste, at skidtet virker.
Sidste rast blev én lang, dyb vejrtrækning før de resterende 10 kilometers march gennem byen frem til Henning Von Tresckow Kasernen i midten af Oldenburg. Følelsen af at målet var lige om hjørnet, og så viste sig slet ikke at være det alligevel gjorde dybe indhug i resterne af det mental overskud hos gængerne. Derfor var det med mere end bare almindelig lettelse, da ”We are the Champions” spillede til de sidste skridt, før gængerne langt om længe kunne træde af.
Herfra var der kun aftensmad, rødvin og restitution tilbage. Ahh…
