Når kroppen først har fået smag for hvile, kræver det lidt af et æselspark at få den i gang igen. Sådan var det også på dagens 52.5 kilometer lange rute, som gik fra Oldenburg til Werlte. Efter en tiltrængt dag på langs, var det op kl.03.00 og i støvlerne igen. Nogle havde valgt at nyde den lune sommeraften over en ekstra øl i godt selskab på græsplænen udenfor sovesalen, hvilket betød at diverse Camelbags i forhold til væskemængde fik hård konkurrence af op til flere sæt poser under øjnene rundt om i flokken.
Vi er nu reduceret til 67 gængere. Efter tilsyn fra Sandra, vores nytilkomne hollandske fysioterapeut, og et besøg på det lokale sygehus måtte vi desværre sige farvel til danske Kasper Buch, hvis skinneben var så overbelastede, at lægen beordrede øjeblikkelig aflastning. Når man først er kommet så langt i Makoni, og ikke mindst har overstået den længste og hårdeste etape, er det med gråd og tænders gnidsel at måtte se sig nødsaget til at udgå. Buch tog dog sin exit med et smil og som vanligt et imponerende overskud. For flere af de øvrige gængere var det til gengæld både hårdt og bevægende at skulle hilse af med ham. Kombinationen af at følelserne på nuværende tidspunkt hænger udenpå tøjet og at Buch i sandhed er en holdspiller, som vil blive savnet var et knapt så opløftende punktum på den første halvdel af Makoni 2016.
Den første del af dagen gik lige ud, lige ud og så lige lidt mere lige ud. Med kun ganske få afbrydelser i form af vejarbejde er denne del af turen lidt af en sejtrækker. Så er det godt, at rasteholdet igen står på spring med små velsmagende overraskelser undervejs. Fire pauser af den lidt kortere slags blev dagens krydderi på en tur, hvor vi krydsede 400 kilometers milepælen og de ømme skinneben igen prægede billedet. Det blev også en dag, hvor især hollænderne udviste ekstraordinært overskud. De var godt kørende og gode til at hjælpe og hente hinanden op til gruppen, når én for en stund var trådt af på naturens vegne. Små velmente drillerier er med til at hive mundvigene op ad og flytte fokus fra næste (ømme) fodisæt. Selv vores medrejsende journalist, som var med som cykelordinans for 2. dag i træk blev offer for velmendt hollansk humor. Hun fik dog sin cykelsaddel tilbage lidt længere ude på ruten.
Sidste rast bød på lækker ’suppe surprise’ fra køkkenholdets gryder – et tiltrængt indslag, der gav fornyet energi til sidste strækning. Omkring kl.15.00 ankom holdet til den sportshal, som var vores næste base. Her var der tilmed mulighed for at kaste sit ømme skrog i en svømmepøl og nyde vægtløsheden for stund. Aftenen gik med hygge, snak på tværs, gamle røverhistorier og relativ tidlig ro over flokken. Der blev i hvert fald snorket højlydt og i forskellig takt fra alle verdenshjørner.
Anden runde af verdens længste stroppetur er i gang. Den psykologiske gevinst ved at have overstået den længste distance er stor, om end vi langt fra er i mål endnu. Vi arbejder på sagen og håber at holde alle kørende.
