57.4 kilometer og den sidste lange dag på Makoni! For de flestes vedkommende er netop denne dag lig med sidste mentale milepæl på vores nu to uger lange fælles stroppetur. Når ’Langfredag’ er overstået, er det som om, at de sidste to dage hører til i kategorien ’walk in the park’.
Denne mørke morgen lagde vi som vanligt ud kl. 04.00. Men først var det tid til morgen-skønsang i anledning af Jens Østrups fødselsdag. Det lød hvis ikke godt så i hvert fald tåleligt. Men nu er det jo som bekendt tanken, der tæller. Tillykke til Jens med de 32!
Af sted det gik mod den første af i alt 5 raster, som fandt sted på vores efterhånden foretrukne rastepladslokation – en bondegård, og gerne tæt ved møddingen. Anden pause var på parkeringspladsen foran den lokale Opel forhandler, hvor chefen ville fotograferes med hele holdet og der blev uddelt hollandske kalorier ved afgang. Men før at ørehængeren ’Forward march!” fik lov at sætte holdene i trav, blev der rykket en smule ved ’plejer’. Peter, som var dagens Mic 1, havde på forhånd besluttet at mixe holdene på næste distance. Og hvilken succes! Der blev snakket og sunget i ét væk, og det blev herfra enormt tydeligt, at Makoni nu er ét samlet hold. Alle var efterfølgende enige om, at Peters lavpraktiske stunt havde været både godt og hyggeligt, men i særdeleshed også en effektiv måde at flytte fokus fra de efterhånden liiidt tunge skridt til noget andet – nemlig relationerne.
Tredje rast fandt sted i havemøblerne hos en beværtning af en art, som også meldte ind, at vi var velkommen igen på et senere tidspunkt. Solen skinnede, og efter et par dages flæskesværsafvænning var ’Øfferne’ – vores af OK Snacks sponsorerede godbidder – atter på bordene. Turen herfra gik gennem skoven langs én af kanalerne. En smuk rute i dejligt vejr og med vores journalist ’på slæb’. Her fik hun anledning til at teste de støvler, man som rekrut får udleveret i det danske forsvar. Og lad os bare sige det kort; anmeldelsen var ikke prangende. Men heldigvis var der ledig plads på Doc Villys briks og hun kunne i et snuptag få lappet de vabler, som i løbet af få kilometers gang havde fundet vej til støvlerne.
Dagens sidste pause fandt sted på en bondemands mark – eller det vil sige på hans markvej, idet han efter at rasteholdet havde stillet hele molevitten op kom forbi og alligevel ikke var helt vild i varmen med at have 100 mennesker til at trykke græsmarken flad. Fair nok. Så måtte vi jo flytte os. Her fik vi herligt besøg af Leo – vores hollandske viking – samt fotograf fra den lokale avis, som var i færd med at lave en større artikel omkring vores ’omrejsende cirkus’.
Herfra gik det hjemad. Efter et par korte distancer var der omkring 8.5 km til endestationen, som var en sportshal i Eefde. Og her var der gang i den! Adskillige hollandske familiemedlemmer, venner og bekendte stod klar til at tage i mod gængerne på de sidste meter. Som danskere må vi blot konstatere, at hollændernee har en enestående evne til at bakke hinanden op, når det kommer til denne slags begivenheder. Der blev serveret små skarpe, krammet og fejret, at dagens lange distance var bragt til ende. Vores fødselsdagsbarn, Jens Ø., bød på øl, og køkkenet havde sørget for lagkage efter alle kunstens regler. Dén cocktail udviklede sig hurtigt til noget, der kunne gå hen og ligne en fest, dog skarpt efterfulgt af aftensmaden for at bevare jordforbindelsen. Leo havde været så elskværdig at invitere folk og fæ i byen på lokal bar, så folk halede deres pæneste tøj op af tasken, glattede håret og tog en tur ud i det civile liv. Alene dét ikke at se hinanden iført uniform var en Aha-oplevelse af de store. Det blev til en hyggelig sommeraften med et bredt udvalg af øl på haner. Alt var godt. Og især når vi først skulle være klar kl.06.00 næste morgen. Tusind tak til Leo for invitationen. Vi kommer igen næste gang også!
