Det blev på mindepladsen på Oranje Kazerne i Arnhem, at det første af flere punktummer for Makoni 2016 blev sat. Søndag formiddag kl.9.30 kunne Oberst Mogens Bech overrække mønten – symbolet på præstationen – til såvel gængere som supportere. Der blev udvekslet stolte blikke og fældet en enkelt tåre hos flere, selvom marchen i sin fysiske form endnu ikke var afsluttet. 31.6 kilometer skulle tilbagelægges, før den endelige afslutning i Heumensoord og dermed opløsningen af Makoni 2016 var en realitet. Først blev der dog serveret kage og bobler samt udvekslet gaver fulgt op af bevingede ord fra nation til nation.

Herfra gik det gennem det smukke Arnhem mod dagens første – og samtidig Makonis sidste rast. Vores hollandske ven Steven havde desværre opbrugt sine allersidste ressourcer og blev hjulpet frem af tre af sine stærke landsmænd, som endnu engang udviste overskud i imponerende grad og konstant hjalp, snakkede, spurgte til og støttede Steven hele vejen frem til rasten, hvor han blev taget godt imod af rasteholdet, som igen havde sørget for, at alt spillede, som det skulle. De sidste baner af uundværlig Tensoplast blev rullet på, og de sidste kopper med rød saftevand skyllet ned, før støvlerne blev snøret for sidste gang. Alting er pludselig sidste gang.
De efterfølgende kilometer mod Lent og Nijmegen gik i fin fart. Hos flere af gængere var det som om, kroppen på magisk vis startede forfra med fornyet energi. Flertallet af vablerne var for længst gået til og de værste skinnebensbetændelser havde fortaget sig. Oveni var der betydelig begejstring at spore, da de første byskilte med ’Nijmegen’ meldte sig forude. I Lent var der en kort vandpost, hvor folk afleverede deres basis, hvis vægt til gengæld blev erstattet af medaljer i alle afskygninger.

De næste par timer stod i paradens tegn. Lav hastighed, højt lydniveau, flag, orkestre og masser af mennesker på sidelinjen med tilråb og klapsalver efter alle kunstens regler. Velkommen til Nijmegen! Men en kende hårdt er det altså, når man skal stå, vente, gå, vente igen, stå igen og marchere i takt. På det tidspunkt har de 650 kilometer og en gennemsnitshastighed på omkring de 6 km/t i benene for længst sat sig og gør parademarch til noget, der skal overstås.

Når fire grupper gennem to uger er blevet forvandlet til ét stærkt sammentømret hold af danskere, hollændere, nordmænd og svenskere, som marcherer ind af porten i Heumensoord med en viden om, at det nu er de sidste meter, der tilbagelægges, er det som om, tiden står stille. Hårene rejser sig, fanerne vejer, og tilskuerne står i rækker med beundrende blikke.

Oberst Mogens Bech blev manden, der med ordene ’You did it!’ opløste Makoni 2016 for at lukke alle deltagerne ind i den eksklusive familie, som ikke kun har levet siden 2002, men som støt og roligt har vokset sig større og stærkere. Afslutningen blev markeret ved en reception, hvor håndbajere og hotdogs blev modtaget med kyshånd. Her blev der tid til at sige farvel til den gruppe af supportere, som takkede af for med det samme at vende næsen hjemad mod Danmark. Samtidig blev der flere steder givet håndslag på et gensyn med Makoni i 2021.

57.4 kilometer og den sidste lange dag på Makoni! For de flestes vedkommende er netop denne dag lig med sidste mentale milepæl på vores nu to uger lange fælles stroppetur. Når ’Langfredag’ er overstået, er det som om, at de sidste to dage hører til i kategorien ’walk in the park’.

Denne mørke morgen lagde vi som vanligt ud kl. 04.00. Men først var det tid til morgen-skønsang i anledning af Jens Østrups fødselsdag. Det lød hvis ikke godt så i hvert fald tåleligt. Men nu er det jo som bekendt tanken, der tæller. Tillykke til Jens med de 32!

Af sted det gik mod den første af i alt 5 raster, som fandt sted på vores efterhånden foretrukne rastepladslokation – en bondegård, og gerne tæt ved møddingen. Anden pause var på parkeringspladsen foran den lokale Opel forhandler, hvor chefen ville fotograferes med hele holdet og der blev uddelt hollandske kalorier ved afgang. Men før at ørehængeren ’Forward march!” fik lov at sætte holdene i trav, blev der rykket en smule ved ’plejer’. Peter, som var dagens Mic 1, havde på forhånd besluttet at mixe holdene på næste distance. Og hvilken succes! Der blev snakket og sunget i ét væk, og det blev herfra enormt tydeligt, at Makoni nu er ét samlet hold. Alle var efterfølgende enige om, at Peters lavpraktiske stunt havde været både godt og hyggeligt, men i særdeleshed også en effektiv måde at flytte fokus fra de efterhånden liiidt tunge skridt til noget andet – nemlig relationerne.

Tredje rast fandt sted i havemøblerne hos en beværtning af en art, som også meldte ind, at vi var velkommen igen på et senere tidspunkt. Solen skinnede, og efter et par dages flæskesværsafvænning var ’Øfferne’ – vores af OK Snacks sponsorerede godbidder – atter på bordene. Turen herfra gik gennem skoven langs én af kanalerne. En smuk rute i dejligt vejr og med vores journalist ’på slæb’. Her fik hun anledning til at teste de støvler, man som rekrut får udleveret i det danske forsvar. Og lad os bare sige det kort; anmeldelsen var ikke prangende. Men heldigvis var der ledig plads på Doc Villys briks og hun kunne i et snuptag få lappet de vabler, som i løbet af få kilometers gang havde fundet vej til støvlerne.

Dagens sidste pause fandt sted på en bondemands mark – eller det vil sige på hans markvej, idet han efter at rasteholdet havde stillet hele molevitten op kom forbi og alligevel ikke var helt vild i varmen med at have 100 mennesker til at trykke græsmarken flad. Fair nok. Så måtte vi jo flytte os. Her fik vi herligt besøg af Leo – vores hollandske viking – samt fotograf fra den lokale avis, som var i færd med at lave en større artikel omkring vores ’omrejsende cirkus’.

Herfra gik det hjemad. Efter et par korte distancer var der omkring 8.5 km til endestationen, som var en sportshal i Eefde. Og her var der gang i den! Adskillige hollandske familiemedlemmer, venner og bekendte stod klar til at tage i mod gængerne på de sidste meter. Som danskere må vi blot konstatere, at hollændernee har en enestående evne til at bakke hinanden op, når det kommer til denne slags begivenheder. Der blev serveret små skarpe, krammet og fejret, at dagens lange distance var bragt til ende. Vores fødselsdagsbarn, Jens Ø., bød på øl, og køkkenet havde sørget for lagkage efter alle kunstens regler. Dén cocktail udviklede sig hurtigt til noget, der kunne gå hen og ligne en fest, dog skarpt efterfulgt af aftensmaden for at bevare jordforbindelsen. Leo havde været så elskværdig at invitere folk og fæ i byen på lokal bar, så folk halede deres pæneste tøj op af tasken, glattede håret og tog en tur ud i det civile liv. Alene dét ikke at se hinanden iført uniform var en Aha-oplevelse af de store. Det blev til en hyggelig sommeraften med et bredt udvalg af øl på haner. Alt var godt. Og især når vi først skulle være klar kl.06.00 næste morgen. Tusind tak til Leo for invitationen. Vi kommer igen næste gang også!

At krydse den tysk-hollandske grænse er en milepæl i Makoni. Men før gængerne kom så langt, var der en enkelt lille ting, der skulle håndteres. Kort efter afgang meldte det lokale politi nemlig sin ankomst. De var blevet tippet af en af områdets beboere, som meget tidligt om morgenen havde bemærket underlige lyde og lettere ståhej på den lokale skole. Deri havde de jo sådan set ret. Men politifolkene konstaterede hurtigt, at det var en and. Der var hverken indbrudstyve eller hærværksmænd at spore.

Det var en kølig men smuk morgen for gængerne. Ved ankomsten til første rast godt 10 km ude på ruten brød solen igennem morgendisen og sendte de første lune stråler i deres retning. Herfra gik turen til næste rast, hvor endnu et par gængere desværre måtte melde til Mic 1 og dermed Doc Villy & Co., at der var begyndende skinnebensbetændelse. Til gengæld havde holdene set op til flere oddere på turen langs vandet, og hvis der er noget, der kan løfte stemningen, så er det da oddere.

I dag spillede Brith en vigtig rolle, idet vi må konstatere, at de hollandske bilister desværre ikke har stor respekt for de soldater, de møder på deres vej. De kører tæt på og udviser ikke udpræget hensyn. Vi havde problemer med at få en stribe bilister til at holde tilbage. Det var først, da Brinth i sin kørestol rullede ud midt på kørebanen, at bremserne blev hugget i, og man holdt tilbage for gængerne. Det var også ham, der hjalp et par cyklister på vej, som var faret vild og manglede et kort over de mindste veje for at finde hjem. De veje kendte Brinth og kunne hurtigt tegne dem op for det tyske par. Det kostede nogle minutter på uret at være hjælpsom, men med 11 km/t i kørestolen var han hurtigt tilbage ved gruppen.

I dag passerede vi 500 km milepælen. Det betyder, at vi på nuværende tidspunkt har gået omkring 3 x Nijmegen, og der nu er mindre end én tilbage på Makoni. De 500 km blev fejret med bobler i glas og champagne og jordbær dyppet i chokolade. Mums! Kort tid efter var det farvel til Tyskland for denne gang. Grænsen til Holland blev passeret, og derfra gik det i lige linje mod byens brandstation, hvor der til stor overraskelse for flertallet var stillet an til decideret festivitas. Her var der musik, lækker mad og hollændere, der tog imod gængerne sammen med det landsdækkende tv. Ophavskvinden til hele det festlige setup var vores supporter Claudia, som for længst havde planlagt seancen og mobiliseret en flok gode venner til at give en hånd med, nu når hun selv var af sted på Makoni. Menuen bestod af ‘Blauer Hab’ – en asiatisk samling af indonesiske retter, som spises hver onsdag blandt flådens folk og som stammer tilbage fra Hollands tid som kolonimagt i Asien. Derudover var der øl, vin, DJ og snerten af en fest, der lynhurtigt kunne ha’ udviklet sig. En umanérlig stor tak skal der lyde fra arbejdsgruppen til Claudia for det enestående initiativ, der fik smilene frem hos alle på en ellers lidt lang dag.

Efter halvanden times pause med indlagt ølpause og kædedans er benene som bekendt en kende stive. Derfor var det også nogle lidt træge sidste 8.9 kilometer ud til den tidligere Airbase Twente. Her sluttede dagens rute på i alt 52.1 kilometer med en ordentlig skylle fra oven.

I morgen venter en tiltrængt hviledag, så alt er godt.

Når kroppen først har fået smag for hvile, kræver det lidt af et æselspark at få den i gang igen. Sådan var det også på dagens 52.5 kilometer lange rute, som gik fra Oldenburg til Werlte. Efter en tiltrængt dag på langs, var det op kl.03.00 og i støvlerne igen. Nogle havde valgt at nyde den lune sommeraften over en ekstra øl i godt selskab på græsplænen udenfor sovesalen, hvilket betød at diverse Camelbags i forhold til væskemængde fik hård konkurrence af op til flere sæt poser under øjnene rundt om i flokken.

Vi er nu reduceret til 67 gængere. Efter tilsyn fra Sandra, vores nytilkomne hollandske fysioterapeut, og et besøg på det lokale sygehus måtte vi desværre sige farvel til danske Kasper Buch, hvis skinneben var så overbelastede, at lægen beordrede øjeblikkelig aflastning. Når man først er kommet så langt i Makoni, og ikke mindst har overstået den længste og hårdeste etape, er det med gråd og tænders gnidsel at måtte se sig nødsaget til at udgå. Buch tog dog sin exit med et smil og som vanligt et imponerende overskud. For flere af de øvrige gængere var det til gengæld både hårdt og bevægende at skulle hilse af med ham. Kombinationen af at følelserne på nuværende tidspunkt hænger udenpå tøjet og at Buch i sandhed er en holdspiller, som vil blive savnet var et knapt så opløftende punktum på den første halvdel af Makoni 2016.

Den første del af dagen gik lige ud, lige ud og så lige lidt mere lige ud. Med kun ganske få afbrydelser i form af vejarbejde er denne del af turen lidt af en sejtrækker. Så er det godt, at rasteholdet igen står på spring med små velsmagende overraskelser undervejs. Fire pauser af den lidt kortere slags blev dagens krydderi på en tur, hvor vi krydsede 400 kilometers milepælen og de ømme skinneben igen prægede billedet. Det blev også en dag, hvor især hollænderne udviste ekstraordinært overskud. De var godt kørende og gode til at hjælpe og hente hinanden op til gruppen, når én for en stund var trådt af på naturens vegne. Små velmente drillerier er med til at hive mundvigene op ad og flytte fokus fra næste (ømme) fodisæt. Selv vores medrejsende journalist, som var med som cykelordinans for 2. dag i træk blev offer for velmendt hollansk humor. Hun fik dog sin cykelsaddel tilbage lidt længere ude på ruten.

Sidste rast bød på lækker ’suppe surprise’ fra køkkenholdets gryder – et tiltrængt indslag, der gav fornyet energi til sidste strækning. Omkring kl.15.00 ankom holdet til den sportshal, som var vores næste base. Her var der tilmed mulighed for at kaste sit ømme skrog i en svømmepøl og nyde vægtløsheden for stund. Aftenen gik med hygge, snak på tværs, gamle røverhistorier og relativ tidlig ro over flokken. Der blev i hvert fald snorket højlydt og i forskellig takt fra alle verdenshjørner.

Anden runde af verdens længste stroppetur er i gang. Den psykologiske gevinst ved at have overstået den længste distance er stor, om end vi langt fra er i mål endnu. Vi arbejder på sagen og håber at holde alle kørende.