MAKONI

Marchen København Nijmegen

System

Dag 8 – Route 66

Det er svært at beskrive, hvordan man lader op til 66.5 kilometers march – en gåtur, som man ved, kommer til at vare mere end 12 timer og som efter al sandsynlighed kommer til at trække samtlige tænder ud. Flere gange.

Gruppen på 68 gængere sagde farvel til Marinestützpunkt Bremerhaven kl.04.00 lørdag morgen. Iført lygter og trafikveste begav de sig i roligt tempo ned mod vandet, hvor de fulgte den velkendte rute langs diget, som skærmede af for den værste vind. Det var en smuk morgen i klart vejr med får, køer og heste som måbende tilskuere til vores færd. Efter 14.8 km ventede den første pause og 9.8 km længere ude rast nummer to.
Det er på dage som denne, at den ægte holdånd og viljen til at hjælpe hinanden igennem for alvor skal stå sin prøve. Samtlige gængere har som minimum ondt ét sted. Hver eneste gang fødderne rammer asfalten, minder kroppen én om, hvad man er i gang med at udsætte den for – et ekstremt fysisk pres, hvor enten tæerne, fødderne, læggene, skinnebenene, knæene, lårene, hofterne eller lænden protesterer højlydt uden for alvor at blive hørt. Muskelfibrene sitrer, fødderne koger, vablerne væsker og kroppen kalder i det hele taget på hvile.

Og så er der den mentale del. For de flestes vedkommende er det første gang, at de tilbagelægger en så lang distance. Dertil kommer det faktum, at vi er i gang med den ottende marchdag i træk. MEN…

Det er et imponerende overskud, der genereres ude på ruten. Der synges højt med Brinth som vedholdende forsanger, købes ”spontan-is” som deles ud til alle, spilles bold, jokes, gættes gåder og bliver i det hele taget skabt små – og til tider særprægede – happenings, som er med til at flytte fokus fra dét at gå, gå og atter gå. Én dansk gænger, Charlotte, har fundet på at uddele gratis knus for hver tiende kilometer. Så hver eneste gang holdet er på vej til at passere endnu 10 km, løber Charlotte op foran gruppen, stiller sig i vejkanten, haler det hjemmegjorte papskilt med påskriften ”Free Hugs” op af lommen og lægger an til at dele krammere ud til alle, der lyst. Og det er der mange, der har.

I dag var der 5 raster indlagt på ruten. På den fjerde rast kunne gængere nyde en omgang varm mad i form af en velsmagende suppe fra køkkenholdets hånd. Alle former for energi tæller, hvilket der også for alvor blev brug for herfra. Flere og flere meldte ind, at især skinnebenene gav problemer, hvorfor det var en udpræget gave, at vores norske gænger (og læge) Brynje hjalp med at lægge en aflastende tapening på flere af gængerne og ikke mindst havde lært teknikken fra sig, sådan at resten af sanitetsholdet også var i stand til at lægge tapen.

Da gængerne ankom til sidste rast i udkanten af Oldenburg, var det ikke til at se det. Men der havde hersket lettere kaotiske tilstande på Medic Team, idet ambulancen havde været nødsaget til at køre pendulfart frem og tilbage mellem rasterne for at finde og hente en gænger, der havde fået problemer med ryggen. Hele hurlumhejet resulterede i en omvej omkring Autobahn og et uheldigt tryk på en sireneknappen, som til alles overraskelse fik sat udrykning og blå blik i gang for fuld musik. Ikke planlagt, men nu ved vi i det mindste, at skidtet virker.
Sidste rast blev én lang, dyb vejrtrækning før de resterende 10 kilometers march gennem byen frem til Henning Von Tresckow Kasernen i midten af Oldenburg. Følelsen af at målet var lige om hjørnet, og så viste sig slet ikke at være det alligevel gjorde dybe indhug i resterne af det mental overskud hos gængerne. Derfor var det med mere end bare almindelig lettelse, da ”We are the Champions” spillede til de sidste skridt, før gængerne langt om længe kunne træde af.
Herfra var der kun aftensmad, rødvin og restitution tilbage. Ahh…

Dag 7 – ”It might hurt a little bit, but it won’t kill us!”

”It might hurt a little bit, but it won’t kill us!”

Sådan lød de opmuntrende ord fra Jens Von Østrup før dagens andensidste etape af de i alt 42 km. Efter en pause på turens indtil videre nok smukkeste rast – i hvert fald set fra en haveildsjæls perspektiv – var der omkring 20 km tilbage til målstregen i Bremerhaven. Set 20 cm fra jordens overflade så virkeligheden til gengæld lidt anderledes ud. Omkring 11 gængere døjer på nuværende tidspunkt med skinnebensbetændelse, som behandles med is, hård tværmassage langs knoglekanten, antiinflammatorisk gel, en cocktail af smertestillende og ikke mindst kompression. Én hollænder valgte i dag at kaste håndklædet i ringen netop som følge af dette.

Dagens raster har endnu engang fundet sted i landlige omgivelser. Gæstfriheden er stor, når vi kommer frem. Hus og have – og ikke mindst toilettet (til stor fornøjelse for gængerne) bliver åbnet op for at skabe de bedst mulige betingelser for en god pause. Vi sørger hver eneste gang for at efterlade stedet uden nogen form for spor. Det er indtil videre lykkes ganske godt.

Et opmuntrende indslag er Claudia og Meranda fra det hollandske raste-crew. De er gevaldigt kreative omkring dét at finde på små overraskelser til gængerne. Det gælder snacks i mange varianter, som uventet bliver delt ud på ruten, og ikke mindst gælder det markeringerne af 100, 200 og som i dag 300 kilometers milepælene. Det har en enorm psykologisk betydning at kunne vinge disse kilometertal af på det indre landkort.

Og i dag nåede gængerne altså de 300 km ved ankomsten til Marinestützpunkt Bremerhaven. Sideløbende havde Claudia og Meranda for et par dage siden konstateret, at rosiner af uvisse årsager ikke hører til blandt de spiseligheder, der er størst afsætning på. Så hvad finder man på, når budgettet skal holdes, og rosinlageret er uventet stort? … Ja, man lægger dem naturligvis i blød i en balje rom og serverer dem med en gul hollandsk creme af udefinérbar slags toppet med flødeskum. En gul drik, der snildt kunne sende tankerne til en hvilket som helst skisportsdestination et sted i Tyrol. Godt gået af de to kvinder, som med lethed kunne få job som supportteam på Tour De France (eller andre sportsbegivenheder rundt om i Europa, som er langt mindre krævende end Makoni) 😉

Vi ankom standsmæssigt til marineskolen i Bremerhaven. Her stod feltsengene klar, hvilket altid er ekstra godt, når udsigten fra morgenstunden var en luftmadras eller et liggeunderlag. Men her var der linet up. Det samme gjaldt fra både logistikken og køkkenets side. Al bagage stod placeret tæt på sovesalen, og 23 kilo fars var i dagens løb på magisk vis blevet forvandlet til 600 velsmagende frikadeller assisteret af stuvet hvidkål – en hvidkål, som vi givet vis kan gå hen og få glæde af i morgen.

I dag blev også dagen, hvor Pressesprecherin Stefanie Kullick fra Bundeswehr Landeskommando Bremen havde fået nys om vores forehavende og derfor kom forbi til en snak med Tommy og et par af gængerne, som stillede velvilligt op trods træthed og stivhed i bentøjet.

I morgen er det alvor. Her venter 66.5 km med 5 indlagte raster, hvoraf én af dem er med varm mad fra Le Chef & Co. Når dræberruten er bragt til ende, venter der til gengæld en dejlig lang hviledag.

Vi ses!

Dag 6 – En tur på plejehjem

Alle startede som vanligt tidligt ud, om end ’tidligt’ var lidt tidligere for nogen end for andre denne torsdag morgen. At være natteravn giver jo som bekendt lidt bagslag. Nuvel, rutinerne har efterhånden indfundet sig på Makoni; køkkenholdet er oppe og i gang med at forberede morgenmaden kl.02.00, præcis 2 timer før gængerne marcherer af. På samme tid er logistikafdelingen også så småt i gang med at pakke grejet sammen i lastbilerne. Der er med andre ord ikke nogen, der ligger på den lade side, når et stort setup som Makoni skal fungere.

Gængerne indledte dagens march med 2 minutters stilhed for de to hollandske kollegaer og FN-soldater, som dagen forinden på tragisk vis mistede livet under en militærøvelse i Mali, Afrika.

Herfra gik det mod første rast i Krempe 14 km ude på ruten mod Lamstedt efterfulgt af en kort færgetur over Elben, hvor Jens Østrup endnu engang var live ’on air’ i den lokale DinRadio Silkeborg. En smule paradoksalt at man som gænger er i radioen netop de to gange, hvor man befinder sig på en færge fremfor at marchere. Det blev Jens og radioværten dog også enige om måtte kunne gøres bedre næste gang. Efter landgang var der 3 km til næste rast, som fandt sted udfor den lokale bagerbutik i byen Wischhafen. Her var der igen travlhed på briksen hos Doc Villy & Co.

Sidste rast denne torsdag blev traditionen tro holdt på Ländliches Senioren- und Pflegeheim Osten – Altendorf. Det er den rene badeferie for rasteholdet, når der varmes vand og stilles borde, stole og i øvrigt fine forhold til rådighed fra første sekund. Solen skinnede, folk holdt humøret højt, og nytilkomne hollandsk sponsorerede skumbananer fandt vej til de 69 gængeres maver hurtigere, end selv Doc Villy ville kunne nå at stave til Tensoplast.

Sidste strækning på 12.6 km var en kende hård. Varmt, langt og med efterhånden rigtig mange kilometer i benene, som hos flere desværre har meldt sig som skinnebensbetændelse. I Lamstedt blev vi modtaget af den borgmesteren og indkvarteret i den lokale sportshal under særdeles gode forhold. Vejret tillod aftensmad under åben himmel, før folk gik tidligt til ro.

I morgen fredag går turen på 42 km til Bremerhaven.

Dag 5 – Fint besøg i flygtningelejren

Der kan være langt fra en lun køje i en spejderhytte til fornemmelsen af regnvand, der sniger sig ind under kraven og langsomt men sikkert forplanter sig helt ned i støvlerne. Sådan en morgen ventede Makoni holdet i dag. Men regnen til trods var det et veloplagt hold, der kl. 04.00 begav sig ud på de 45.7 km mellem Nortorf og Itzehoe. Efter de første 13.6 km var der rast – igen på en location præget af landlig idyl i form af gyllelugt og køer som nærmeste naboer.

Regnen silede fortsat ned, men tog gradvist af tæt ved næste rast, som igen igen fandt sted på en gård. Her gik det hverken værre eller bedre end, at en lokal knægt åbenbart var blevet så forelsket i det svenske flag, at han så sig nødsaget til at nappe det med hjem. Hans forehavende skete, uden at nogen bemærkede det, så må ud og se os om efter et nyt.

Herfra gik det mod sidste rast, som samtidig var markeringen af, at holdet nu har tilbagelagt de første 200 km af Makoni. Det blev fejret med Chupa Chups slikkepinde isat æbler på fad samt skønsang fremført af de glade gængere. Endnu engang var det de to hollandske supportere Claudia og Meranda, som stod bag surprisen. Det gav lidt ekstra på såvel sukker- som humørkontoen, og fremad mod målet det gik i en efterhånden ret hård blæst.

Dagens indkvartering fandt sted i en nyoprettet – og indtil videre ubeboet – flygtningelejr i den vestlige del af Itzehoe. Lange rækker af grå barakker og store telte med bespisningsområde og badefaciliteter blev taget i brug af Makoniholdet og dets supportere som de første. Sanitetsholdet havde særdeles fine forhold på stedet, men om det skyldes disse forhold, at briksene i ’klinikken’ var fuldt besat fra kl.15 og det meste af aftenen, er til gengæld tvivlsomt. Ifølge Doc Villy er der allerede nu observeret – og behandlet – visse typer skader, som først plejer at vise sig noget senere i forløbet. Det vigtige er dog, at de gængere, der har behovet, sørger for at få den nødvendige hjælp i tide.

Det blev også her, at Oberst og chef for Nijmegen Kontingentet Mogens Bech og ikke mindst chefen for Makoni 2002, 2007 og 2012 Sven Andersen kom på besøg for at ’tilse’ gruppen og opleve stemningen, som vi fortsat må konstatere er rigtig god. Det giver naturligvis sig selv, at folk er pressede og reagerer forskelligt, når trætheden trænger sig på og tolerancen daler. Men evnen og viljen til at hjælpe hinanden såvel ude på ruten som i lejren, når vi er kommet hjem, overskygger det faktum, at Makoni er og bliver en hård nyser – ikke mindst de kommende 3 dage, hvor distancerne lyder på 48.6, 42.5 og 66.5 km, som kan noteres som marchens længste distance.

Dag 4 – Helt i skoven

Efter gårsdagens halve hviledag (og hollandske lagkage) var der fornyet energi at spore blandt gængerne. Kl.04.00 stod de 4 hold stillet op i kolonnerne klar til afmarch. En enkelt norsk gænger dog med afskårne støvlesnuder som følge af en lilletå i protest, men på ingen måde et problem stort nok til at kvæle gå-på-modet hos vedkommende.

Dagens distance på 41.2 km gik fra Eckernförde til Nortorf nogenlunde stik syd med 3 indlagte pauser efter henholdsvis 13.9, 26.6 og 35.2 kilometers march. Første rast fandt sted på en bondegård, hvor møddingens indhold var så dampende og dugfrisk, som sådan én nu kan være en tidlig morgenstund. Anden rast blev holdt på en veltrimmet hjørnegrund med møller, blomsterkrukker og nysgerrige cyklister, der hilste høfligt på os med et ’mojn’. Endnu engang lykkedes det rasteholdet at pakke ud og pakke sammen i høj hastighed og i øvrigt efterlade matriklen uden nogen form for spor af 100 menneskers entré.

Efter en god dag i tørvejr blev den sidste distance på kun 6 km til gengæld tilbagelagt i regnvejr. Det var derfor nogle trætte (og våde) gængere, der marcherede i mål. Dagens logi var en spejderlejr midt i skoven smukt beliggende tæt ved søbredden, nærmere betegnet Waldheim Am Brahmsee. Den tidlige ankomst allerede 12.30 gav anledning til velfortjent afslapning og hygge udenfor spejderhytterne. Eftermiddagen gik med bad, holdfører- og hjælpermøder og ikke mindst tidlig aftensmad bestående af kogte pølser, varm kartoffelsalat, bulgursalat og grøn salat. Endnu engang en udsøgt fornøjelse! Aftenen blev brugt på hinandens gode selskab, afslapning under bøgetræerne og for nogles vedkommende en tur på massagebriksen.

I morgen lander vi i Itzehoe, hvor vi skal indkvarteres på et noget usædvanligt sted. To be continued!

Dag 3 – Til søs

20 kilometer er dét, man i Makoni sammenhæng kalder en halv hviledag. Men efter et par hårde døgn med lange distancer og korte nætter, var det også tiltrængt. Holdet afmarcherede fra Antvorskov Kaserne kl.03.00 med kurs mod Marinestation Korsør og herfra videre til søs mod Eckernförde, Tyskland. Et opkald til Trafikinformationen resulterede i glade bilister, der vinkede til gængerne ude på ruten. Selv en fotograf fra den lokale avis var stået tidligt op for at få et par gode skud i kassen.

Kl.07.00 marcherede gængerne således ind på flådestationen i Korsør, hvor dagens anden rast fandt sted på molen i dejligt vejr med et solidt indtag af mad og drikke for at forebygge eventuel søsyge. 8 timers sejlads nedover Østersøen fordelt på 5 af Marinehjemmeværnets fartøjer var hvad, gængerne havde i sigte og med dét en oplagt mulighed for et tiltrængt hvil.

Og sikke en gæstfrihed, vil blev mødt med. Nogle af besætningen havde ryddet køjerne, og herfra gav resten sig selv. Selv Jens Østrup kom på langs, dog først efter at have deltaget i et live interview til den lokale ’Din Radio Silkeborg’ – optaget på skibets toilet grundet de særlige gunstige signal- og lydforhold netop dér.

Ved ankomsten til Eckernförde kl.16.00 var der fint besøg. Chef for hjemmeværnet, general Finn Winkler, som havde sendt Makoni holdet af sted fra Kastellet to dage tidligere, stod klar på molen til at tage imod os på tysk jord. Herfra var der kun ca. 500 meters march til marinestationen, hvor bespisning og overnatning skulle finde sted. Lækker mad fra Le Chef og det stabile madhold samt uimodståelig hollandsk lagkage i anledning af Claudias (fra det hollandske supportteam) fødselsdag – hvad mere kan man ønske sig?

Fra arbejdsgruppens side skal der lyde en stor tak til Marinehjemmeværnet for at fragte os sikkert fra Danmark til Tyskland og ikke mindst tak for den enorme gæstfrihed om bord.

Dag 2 – 61 kilometer – a walk in the park

Dagens rute var ikke for sarte sjæle. 61 kilometers march fra Gadstrup til Garderhusarregimentet på Antvorskov Kaserne i Slagelse var distancen, gængerne havde i udsigt, da de kl.04.00 satte i gang fra Gadstrup iført lygter og trafikveste.

De første to distancer på henholdsvis 13.3 og 13.7 km – med ét rast i mellem – førte til Hjemmeværnsgården Midt- og Vestsjælland i Langesø nord for Haraldsted Sø. Her ventede dagens første varme måltid i form af ribbenssandwich og varm, hollandsk suppe, som allerede har udviklet sig til at være et hit! Der er nu noget særligt over at spise frokost før kl.9.00 🙂 Der blev også brug for Doc Villy og Evas kompetencer i saniteten. Om vablerne bliver mindre af at blive behandlet i kanten af en bølgende kornmark er nok tvivlsomt, men pænt det var det.

Herfra gik turen de næste 12.1 km videre til rast nummer 3, som fandt sted på et fint, grønt hjørne med høj sol og blå himmel. Der var efterhånden en vis træthed at spore blandt gængerne som følge af mangel på søvn kombineret med en første dag med sen start på Kastellet. Men, så er man jo ligesom i gang!

“Vet visit”
De næste 12.3 km gik i store træk lige ud af landevejen til bagsiden af en gårdbutik, hvor det sidste og efterhånden noget tiltrængte rast fik lidt ekstra krydderi. Holdet fik nemlig uventet besøg af en vaskeægte Nijmegen veteran. Eric Reholt på 94 år havde lagt vejen forbi sammen med sin datter, som ved en tilfældighed havde set på Facebook, at holdet var i området netop nu.  Hun ringede prompte sin far op, hvorpå hans søndag tog en noget uventet drejning: ”Ja, jeg blev jo helt vild og blodig, da jeg hørte, at gængerne var så tæt på. Jeg kom i tøjet hurtigere, end jeg har præsteret længe, og kort tid efter sad vi bilen på vej ud for at møde dem. Det havde jeg ikke lige regnet med, da jeg stod op i morges,” kom det med et glimt i øjet fra ham. Eric har selv både gået Nijmegen, men også været lokal hjælper tilbage i 1976, hvor et hold også dengang gik hele vejen fra Danmark til Holland.

Da kolonnerne kom marcherende ind, blev der aflagt honnør for den aldrende veteran, som trods den korte varsel havde nået at få sine Nijmegen medaljer hæftet på jakken. ”Jeg har flere medaljer liggende, men netop de hér medaljer er ikke gemt særligt langt væk,” fortalte han med begejstring i stemmen.
Du kan læse hele indlægget med Eric på vores Facebook side her. Det var en bevæget veteran, der efter at have sludret med flere af gængerne, sluttede af med kommentaren: ”Sikke en oplevelse! Den kan jeg leve længe på!” Derpå vinkede han farvel til holdet og kunne tage hjem til Viby en uventet oplevelse rigere.

Dagen i dag blev også der, holdet passerede de første 100 km. Det blev fejret med åbning af geleddet og dertilhørende fadservering af tiltrængte flødeboller efter idé fra den hollandske del af hjælperteamet. Fantastisk!

Vi siger tak for en lang, hård, men også ekstrem positiv dag. Alle hjælper hinanden med at holde humøret højt på trods af (meget) ømme ben og en enkelt gænger fra Holland, som i dag valgte at afgå fra Makoni. På gensyn i morgen, hvor turen går til Tyskland!

Dag 1 – Velkommen til Kongens København!

Så er Makoni 2016 i gang. Og hvilken start! Det var en flok veloplagte danskere, hollændere, nordmænd og svenskere, som stod klar til indøvning af eksercits kl.06.00 på parkeringspladsen foran Ramsøhallen i Gadstrup, hvor første indkvartering fandt sted. Herfra gik turen i busser og biler til Kastellet i hjertet af København, hvor chef for Hjemmeværnet, general Finn Winkler og chef for Dansk Nijmegen Kontingent, oberst Mogens Bech var mødt op for at hilse på de 70 gængere. Det samme var omkring 120 pårørende, som i fællesskab med gængerne kunne nyde en hyggelig brunch før afmarch og tale ved general Winkler.

”Jeg er stolt over at se så mange hollændere, nordmænd og svenskere på Makoni holdet denne gang. Jeg er dog lidt betænkelig ved nordmændene, idet jeg ved, at de er nogle meget dygtige gængere,” lød det med et glimt i øjet fra Winkler, før han ønskede alle en god march og på gensyn i Nijmegen om godt 14 dage.

Med Flyvevåbnets tambourkorps i front blev det en festlig og taktfast afmarch fra Kastellet. Holdet skulle kun bevæge sig over broen ved indgangen, før nysgerrige københavnere og turister fandt både smil og kameraer frem. Med 4,5 km/t gik det støt og roligt gennem indre by og ikke mindst tværs over Amalienborg slotsplads, hvor Livgarden trådte an i respekt for gængerne. En stor oplevelse!

Den positive opmærksomhed blev på imponerende vis kendetegnende for hele turen gennem København. Børn og voksne vinkede, og nogle stod endda ud af bilerne for at betragte scenariet på tæt hold. Flere fik også stillet deres nysgerrighed og tabte både næse og mund, da det gik op for dem, at gruppen skulle gå HELE vejen til Holland.

Efter en smuk tur op ad Frederiksberg Allé dannede det velkendte Frederiksberg Slot rammen om første rast efter blot 6,5 kilometers march. Herfra gik turen stik vest ud af Roskildevejen, hvor den næste rast ventede efter 12 kilometer og en noget højere marchhastighed. Distancen til sidste rast lød på 11,7 kilometer fulgt op af en velfortjent pause i grønne omgivelser med indtag af passende mængde kulhydrater og for nogles vedkommende vabelassistance fra Doc Villy & Co.

Dag 1 har som forventet været præget af højt humør og ægte holdånd såvel hos gængere som hos hjælpere, der dagen igennem har bevist, at der er styr på praktikken i alle faser af såvel logistik som madlavning. Erfaringen og viljen til at hjælpes ad skinner igennem og sætter kun en endnu kraftigere streg under den optimisme, som har kendetegnet Makoni helt fra den allerførste træningssamling tilbage i det tidlige forår. Med andre ord – vi er klar!

Verdens længste rekruttur – MAKONI – starter den 2. juli i København


PRESSEMEDDELELSE:

Af Majbritt Mikkelsen

Lørdag den 2. juli kl.9.00 påbegyndes en 650 kilometer lang militærmarch fra Danmark til Holland. Marchen hedder MAKONI og gennemføres for fjerde gang forud for Nijmegen marchen i Holland, der i 2016 kan fejre 100 års jubilæum. I alt 71 gængere fra Danmark, Norge, Sverige og Holland afmarcherer fra Kastellet i København, hvor blandt andre General Finn Winkler vil være til stede for at sende holdet af sted.

Den officielle arrangør af MAKONI er Hjemmeværnet, men selve planlægningen og koordineringen varetages af en frivillig arbejdsgruppe bestående af 4 mand, hvor marchchef Tommy Rasmussen er én af dem. Han glæder sig over markeringen af MAKONI ved afgangen fra København og siger: ”Starten på Kastellet er en festlig begivenhed, som markeres ved tilstedeværelse af generalen et stort antal pårørende, som kommer for at vinke farvel samt de sponsorer, der på forskellig vis har ydet bidrag til marchen. Erfaringen fra tidligere er, at denne dag altid er en bevægende oplevelse, idet vi har forberedt os længe og ventet på at komme af sted.”

De 71 gængere er en sammensat gruppe af folk fra Hjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet samt det øvrige forsvar fra henholdsvis Danmark, Norge, Sverige og Holland. Fælles for alle er, at de forud for marchen har skullet gennemføre en omfattende træning på omkring 1.500 kilometer med en gennemsnitshastighed på omkring 6-6,5 km/t. De har desuden skullet gennemføre 3 ud af 4 kontrolmarcher henover foråret 2016.

MAKONI er delt op i 14 ruter på mellem 30 og 73 kilometer pr. dag. Hele vejen fra Danmark til Holland er der et stort maskineri med bestående af forplejning-, materiel- og sanitetstjeneste, som varetages af 25 frivillige hjælpere. Første distance er på 42 kilometer, som går gennem Københavns gader og ender i Gadstrup, hvor gængerne overnatter og de næste dage sætter kurs mod først Slagelse og herefter Korsør, hvorfra de bliver sejlet videre til Eckernförde.

Når MAKONI er overstået, venter 4 dages march i Nijmegen, hvor der forventes et deltagerantal i nærheden af 40.000 gængere fra mere end 50 lande. Tommy Rasmussen siger om den forestående tur: ”Vi taler samlet set om samme distance som Caminoen i Spanien, men på væsentligt kortere tid. Det er derfor klart, at vi vil opleve folk, der bliver pressede til det yderste. Men glæden, holdånden og følelsen af at flytte grænser har det som regel med at overskygge smerter, vabler og søvnmangel. Det forventer vi også sker denne gang. Så vi er mere end klar til det, der på papiret ligner verdens længste rekruttur!”

Fakta:

-MAKONI er en forkortelse af ‘MArch-COpenhagen-Nijmegen’
-Marchen bliver gennemført fra 2.-17. juli
-Makoni blev også gennemført i 2002, 2007 og 2012
-Ruten er på 650 km og går fra Danmark gennem Tyskland og slutter ved Heumensoordlejren i Nijmegen, Holland
-Efterfølgende vil holdet gennemføre Nijmegenmarchen som et samlet hold
-Nijmegen er en 4-dages march på i alt ca. 160 kilometer
-Foruden MAKONI holdet deltager ca. 500 danskere i Nijmegen marchen og udgør ’Dansk Nijmegen Kontingent’
-Arbejdsgruppen bag MAKONI består af: marchchef og major Tommy Rasmussen, marchleder kaptajn Jens Østrup fra Flyverhjemmeværnet, Kaptajn Peter Pedersen fra Flyverhjemmeværnet og Helge Larsen fra Hærhjemmeværnsdistrikt Sydøstjylland
-Sponsorer: SportsPharma A/S, Norrskov A/S, Midt Factoring A/S, Jydsk Emblem Fabrik A/S og OK Snacks A/S

For yderligere information kontakt:
Tommy Rasmussen (marchleder), tlf. 42 26 16 76
Jens Østrup (arbejdsgruppen), tlf. 40 19 48 77

Følg med på: www.facebook.com/makoni2016/

Fyn var fin!

Det er med stolthed i stemmen, at vi kan sige, at Fyn blev fin.

Vi kan nu sætte punktum ved fire forrygende, festlige og forskellige træningssamlinger. Weekenden den 10.-12. juni har vi tilbragt i den smukke sydfynske natur med Espe Skole tæt ved Ringe som base, hvor 2 ruter på henholdsvis 52 og 42,5 kilometer blev gennemført i god stil.

Lørdagens lange tur startede kl.04.00, og der blev målt en gennemsnitshastighed på 6,1 km/t. Turen gik gennem særdeles naturskønne områder og flere mener, at den hører til blandt de smukkeste af alle ruter på de fire afholdte træningssamlinger. Vejret var med os, og alt fungerede 100 % efter planen. Vi må dog – men heldigvis – konstatere, at Doc Villy fortsat ikke er en af de eneste, der ikke er blevet overbelastet. Noget tyder på, at folk har styr på fodtøjet.

Søndagens 42 kilometer blev en varm omgang. Solen stod højt, og der meldte sig da også en smule træthed som turen skred frem. Der blev lagt hårdt ud, men snithastigheden blev målt til 6,0, da dagen var omme, og Brinch ved 13-tiden kunne give de sidste ordrer i skolegården på Espe Skole.

Det blev samtidig weekenden, hvor der var besøg af vores sponsorer SportsPharma A/S, Norrskov A/S og LeBOCK A/S, som står for henholdsvis hjælpemidler som tape mv., beklædning og støvler. Tak fordi, I kiggede forbi!

Tilbage er der kun at sige, at vi glæder os til den 2. juli på Kastellet i København, hvor den rigtige prøve skal stå. I arbejdsgruppen ligger der i de kommende uger nogle vigtige opgaver forude med indkvartering, ruteplanlægning og andre spændende udfordringer, der har meldt sig under solen kort før lukketid. Vi lover at få tingene til at fungere, så længe alle andre sørger for at holde træningen ved lige og vablerne varme, som Tommy siger.

På gensyn, alle I gæve gængere!

 

Jens, Helge, Peter & Tommy

 

IMG_9383

 

IMG_9416