MAKONI

Marchen København Nijmegen

System

Meget trist besked

Kære MAKONI- venner.

Jeg har i går aftes sent, modtaget den sørgelige meddelelse at oberstløjtnant Sven Ole Andersen (Sven O) pludseligt er afgået ved døden på en af sine sidste tjenestedage i Polen. Flytningen fra Polen og hjem til Danmark var vel overstået , der resterede kun få dage indtil den officielle pensionsdato, ved udgangen af juni måned.

Sven O var som chef-MAKONI ansvarlig for planlægning, gennemførelse og afslutning af tre hold, opgaver han tog på sig og gennemførte med stor succes. Vi vil huske Sven O som en dygtig, dynamisk og inspirerende chef, der også på de lidt lange sure dage på turene, formåede at få alle med over målstregen.

Sven var kendt for sin enorme energi og gode humør, der tit kom til udtryk, når der allermest pres på.

Vore tanker går til Svens familie, der alt for tidligt har mistet mand, far og morfar.

Æret være Svens minde

Når vi får lidt mere at vide om tidspunkt for bisættelse/begravelse vil det tilgå i denne gruppe.

Jeg vil gerne forestå indsamling og indkøb af en krans fra de samlede Makoni hold. Hvis man ønsker at være med i krans, send en PB på 42261676, så sætter jeg i gang når tid og sted for ceremonien er på plads.

MAKONI hilsner
Tommy

Tilføjelse vedrørende bisættelsen:

Onsdag d. 8 juli kl. 11, skal oberstløjtnant Sven Ole Andersen bisættes fra Næsby kirke, Bogensevej 94 A, 5270 Odense N.
 
Rigtigt mange har kendt Sven, via hans tid som Distriktschef ved distrikt Nordvestfyn, og for vores vedkommende som chef MAKONI 2002, 2007 og 2012.
 
De som kan, opfordres til at deltage ved bisættelsen.
Påklædning MTS med baret+ ordner anlagt, eller i civil.
På grund af Corona restriktioner, er det kun de nærmeste, der må være i kirken.
Vi tager opstilling udenfor.
MAKONI- estandarterne vil være tilstede ved kirken.
 
Af hensyn til planlægningen, skal der meldes til senest 5 juli til: major T. Rasmussen på mail: bi.to@outlook.dk eller sms på mob 42261676.
 
Ønsker i at bidrage til krans/bårebuket, kan der indbetales 50 kr på ovenstående mobilnummer, senest ved tilmelding.
 

Makoni sitet er flyttet til en ny server

Sitet er flyttet til en ny server af forskellige årsager, bl.a. for at kunne supportere HTTPS kommunikation, altså så overførslen forgår over en krypteret forbindelse, hvilket i dag nærmest er standard.

Samtidig giver den nye server flere muligheder, da det nu er en fuld server jeg har adgang til, så jeg kan installere de pakker og programmer jeg måtte have lyst til. Ikke at der indtil nu har været nogen problemer med det gamle site, men i andre sammenhænge havde jeg brug for mulighederne.

Data er på nuværende tidspunkt kopieret over til den nye server, men indtil DNS oplysningerne (internettets telefonbog) er opdateret hele vejen rundt, er det stadig den gamle server der vises. Jeg forventer at den nye server er aktiv senest i morgen tidlig.

Når sitet er aktiveret på den nye server, vil der sikkert være detaljer der ikke fungerer som det plejer, men det vil jeg så gå i gang med at tilpasse efterfølgende. Det vil formegentligt handle om vores interne database opslag, men jeg forventer ikke nogen egentlige problemer i den forbindelse, da jeg allerede har overført et andet site, der benytter samme database adgang.

Opdatering d. 26. juli 2019:
Jeg har nu været alle de specielle database funktioner igennem, og lavet diverse tilpasninger, så det hele nu ser ud til at fungere som det skal.
Hvis der skulle være “smuttet” noget og du opdager det, så giv mig gerne besked snarest muligt.

Makoni 2016 – et tilbageblik fra bagsmækken

Der er oplevelser. Og så er der oplevelser. De første hører til blandt den flygtige slags, som fortager sig, så snart det første støv har lagt sig og den sidste vask er hængt til tørre. De sidste, derimod, har det med at bore sig helt derind, hvor hjertet hænger fast og sjælen har til huse. Derinde lagrer de sig og slår lejr ved siden af den øvrige eksklusive skare af oplevelser og erfaringer i samme kaliber. ’Oplevelsernes VIP-lounge’, kan man vel kalde det sted derinde bag knoglerne, huden og håret.

Makoni 2016 er for mit – som sikkert også for mange andres – vedkommende flyttet ind i den indre VIP-lounge. Og det på trods af, at jeg hverken kan bryste mig af at høre til blandt de hårde hunde, der har tilbagelagt de mere end 650 + 160 kilometer på gåben eller har været en af de hårdtarbejdende supportere, der har slidt og slæbt på rastepladserne, med bagagen, forplejningen eller saniteten og som øvrigt har gentaget rutinerne til bevidstløshed, dag efter dag, time efter time – alt sammen med det ene formål at få hele holdet med fra Danmark til Holland i ét stykke. Nuvel, jeg har da – til stor morskab for alle andre – erhvervet mig et par vabler undervejs, men at kalde mig en ægte Makoni på den konto ville alligevel være at strække den vel rigeligt.

Mit alibi for at kunne tilrane mig denne unikke oplevelse, Makoni 2016, har været min rolle som medrejsende journalist og PR-ansvarlig. I dét lys tillader jeg mig at tage ordet for en kort bemærkning her på ’bagsmækken’ af verdens længste stroppetur. Fordi dét, som jeg har været vidne til gennem 3 uger på landevejen, er uden tvivl en bemærkning værd. Faktum er nemlig, at jeg har mødt de sejeste mennesker i mit liv til dato!

Og med al ære og respekt for supporterne, som i den grad har ydet en uvurdérlig indsats, så vil jeg alligevel tillade mig at rette spotlyset mod gængerne for en kort bemærkning. Jeg har sagt det til flere af jer undervejs; at I er for vilde, og I har min dybeste respekt. Men det er som om, ordene alligevel ikke rækker. ”At gå fra Danmark til Holland – nå, ja, hvor hårdt kan det være?” har jeg hørt flere uvidende folk pippe op om op til afgang. Og nej, det kan nok ikke rigtigt forstås eller beskrives. Men dét, som I gængere har præsteret og den måde, som I har gjort det på hinanden imellem, får selv de mest tandudtrækkende etaper i Tour de France til at blegne i den franske sommersol.

Viljen til at blive ved – ikke kun med at gå – men til at hjælpe, løfte og hele tiden dele ud af de ressourcer, man nu engang har for at hjælpe andre, som har større behov end én selv, overskygger alt – også de spydige kommentarer, som i små mudrede øjeblikke på uundgåelig vis fandt vej til geledderne. Der er talrige eksempler på support i alle mulige og umulige afskygninger. Menneskets hjerne slår knuder på sig selv for at finde på ting, der kan gøre det hele lidt bedre, lidt sjovere og lidt lettere. Hver eneste gang har den enkelte persons indsats kastet guld i den kasse, hvor der står ’fællesskab’ skrevet på siden med store bogstaver. Blandt andet dét skrev jeg lidt om i nedenstående avisklumme udgivet efter den første uge på Makoni.


Fra klub til landshold

Og nej, vel har alting ikke været guld og grønne skove set oppe fra helikopteren. Makoni er et pludseligt opkog af forskellige nationaliteter, baggrunde, vaner, grænser, fysisk og psykisk formåen og ikke mindst måder at kommunikere på. Fra dag ét har 100 vidt forskellige mennesker skullet fungere optimalt sammen. Gængere og supportere. Unge og ældre, erfarne og nye. Nogle kender hinanden i forvejen, andre ikke. Jeg har flere gange sammenlignet Makoni med fodboldspillerne, der kommer fra hver deres klub for at samles på landsholdet, hvor tingene fra dag ét helst skal spille max. Hver især kommer de fra ét hierarki for at havne i et nyt, imens spotlyset er rettet mod dem og deres fælles præstation. Rollerne og forventningerne er forandret med et fingerknips, og den indflydelse du er vant til at have i klubben, har du måske langt fra på landsholdet. I klubben er du stjernen, imens du på landsholdet er ’vandbæreren’. Dertil skal man lægge, at når mennesker bliver presset til det absolut yderste, responderer de vidt forskelligt. Nogle mere hensigtsmæssigt end andre. Alt det har jeg været vidne til i de 3 uger på landevejen under først Makoni og siden Nijmegen – mit eget lille studie i menneskets ressourcer og måder at agere og ikke mindst reagere på, når man for længst har vendt vrangen ud på sig selv og skrællet alle daglige gøremål ind til benet for at som det eneste at kunne melde klar til dagen efter. Rutinerne afløser med lynets hast overflødigheder, som ikke tjener formålet. Back to basics!

Det, der for mit vedkommende står tilbage nu, hvor min uniform atter er foldet sammen og lagt tilbage i tasken, er det fællesskab, der er opstået på tværs af nationaliteter, og som jeg har været så heldig at blive en del af. Jeg har nydt alle de små stjernestunder med grin, dårlige vittigheder, gåder, international sprogskole, personlige historier og gensidig forståelse på flere niveauer, som har forvandlet gruppen fra at være fire nationaliteter til at blive ét samlet hold – The Makoni Family.

”You did it!”, som oberst Mogens Bech fra Hjemmeværnet, sagde ved jeres ankomst til Heumensoordlejren i Nijmegen. Deri har han ret. I gjorde det! Sammen. Og I er de sejeste mennesker, jeg kender! Tak fordi jeg på godt og ondt måtte være med på jeres alle sammens vanvittige rejse. På gensyn til reunion – og ikke mindst næste år i Nijmegen og endnu en oplevelse til min indre VIP-lounge.

Majbritt

Klumme juli

Dag 16 – You did it!

Det blev på mindepladsen på Oranje Kazerne i Arnhem, at det første af flere punktummer for Makoni 2016 blev sat. Søndag formiddag kl.9.30 kunne Oberst Mogens Bech overrække mønten – symbolet på præstationen – til såvel gængere som supportere. Der blev udvekslet stolte blikke og fældet en enkelt tåre hos flere, selvom marchen i sin fysiske form endnu ikke var afsluttet. 31.6 kilometer skulle tilbagelægges, før den endelige afslutning i Heumensoord og dermed opløsningen af Makoni 2016 var en realitet. Først blev der dog serveret kage og bobler samt udvekslet gaver fulgt op af bevingede ord fra nation til nation.

Herfra gik det gennem det smukke Arnhem mod dagens første – og samtidig Makonis sidste rast. Vores hollandske ven Steven havde desværre opbrugt sine allersidste ressourcer og blev hjulpet frem af tre af sine stærke landsmænd, som endnu engang udviste overskud i imponerende grad og konstant hjalp, snakkede, spurgte til og støttede Steven hele vejen frem til rasten, hvor han blev taget godt imod af rasteholdet, som igen havde sørget for, at alt spillede, som det skulle. De sidste baner af uundværlig Tensoplast blev rullet på, og de sidste kopper med rød saftevand skyllet ned, før støvlerne blev snøret for sidste gang. Alting er pludselig sidste gang.
De efterfølgende kilometer mod Lent og Nijmegen gik i fin fart. Hos flere af gængere var det som om, kroppen på magisk vis startede forfra med fornyet energi. Flertallet af vablerne var for længst gået til og de værste skinnebensbetændelser havde fortaget sig. Oveni var der betydelig begejstring at spore, da de første byskilte med ’Nijmegen’ meldte sig forude. I Lent var der en kort vandpost, hvor folk afleverede deres basis, hvis vægt til gengæld blev erstattet af medaljer i alle afskygninger.

De næste par timer stod i paradens tegn. Lav hastighed, højt lydniveau, flag, orkestre og masser af mennesker på sidelinjen med tilråb og klapsalver efter alle kunstens regler. Velkommen til Nijmegen! Men en kende hårdt er det altså, når man skal stå, vente, gå, vente igen, stå igen og marchere i takt. På det tidspunkt har de 650 kilometer og en gennemsnitshastighed på omkring de 6 km/t i benene for længst sat sig og gør parademarch til noget, der skal overstås.

Når fire grupper gennem to uger er blevet forvandlet til ét stærkt sammentømret hold af danskere, hollændere, nordmænd og svenskere, som marcherer ind af porten i Heumensoord med en viden om, at det nu er de sidste meter, der tilbagelægges, er det som om, tiden står stille. Hårene rejser sig, fanerne vejer, og tilskuerne står i rækker med beundrende blikke.

Oberst Mogens Bech blev manden, der med ordene ’You did it!’ opløste Makoni 2016 for at lukke alle deltagerne ind i den eksklusive familie, som ikke kun har levet siden 2002, men som støt og roligt har vokset sig større og stærkere. Afslutningen blev markeret ved en reception, hvor håndbajere og hotdogs blev modtaget med kyshånd. Her blev der tid til at sige farvel til den gruppe af supportere, som takkede af for med det samme at vende næsen hjemad mod Danmark. Samtidig blev der flere steder givet håndslag på et gensyn med Makoni i 2021.

Dag 15 – Back to nature

I dag var dét, man i Makoni sammenhænge kalder en halv hviledag med 33.3 kilometers march. Humøret var i top, enden er nær, og selv de mest genstridige skinnebensproblematikker fik (næsten) ben at gå på.

På andet rast var supporterne gået i strejke og forlangte snacks, behandling og omsorg i lange baner. Joken holdt dog ikke længe, og Møllers rasteteam viste endnu engang, at der er styr på tropperne i forbindelse med forplejningen i pauserne.

Den smukke Nationaal Park Veluwezoom fyldte en stor del af ruten i dag. En blanding af hede og uberørt skov omsluttede gængerne og sendte tankerne af sted til alt fra diverse løveparker til Tranum øvelsesområde. Brinth fik en betydelig omvej på 22 kilometer, idet han ikke havde mulighed for at passere gennem nationalparken i sin kørestol. Ankomsten til sidste rast var timet og tilrettelagt, idet han rullede ind på pladsen på nøjagtig samme tidspunkt som gængerne.

Ingen tvivl om at nogle blev overraskede over, at dagen var hårdere end ventet grundet de varierende distancer. Især naturvandringen var en udfordring på grund af det skiftende underlag, og der måtte hjælpes til i flere af grupperne. Endnu engang var det tydeligt, at når man selv har en given mængde overskud tilbage, bruger man det på at skubbe, løfte og drive sine kammerater frem. 12 kilometer tilbagelagt og på den anden side ventede 600 km milepælen, som blev markeret med Capri Sonne og små shots – dog uden alkohol.

Herfra var der kun omtrent 3 kilometer tilbage til Oranje Kazerne, som blev entreret i en 3´er kolonne. Og flot så det ud. Med hollænderne forrest og alle under MacFallen aka MacOni’s kommando gik det i takt ind gennem porten til den store kaserne, hvor de røde baretter i øvrigt holder til. Her blev gængerne modtaget med klapsalver, Makoni kage og krammere. Værd at notere er, at hollænderne undervejs har samlet penge ind i en god sags tjeneste. 3.660 Euro var gået til at sørge for finansieringen af træningen af en skøn gul labrador, som udgør den hjælpende hånd for en handicappet kvinde.

Nå, men nu er vi jo snart i mål. I morgen venter et par kortere distancer afløst af parader og ikke mindst toppet med ankomsten til Heumensoord ved aftenstide.

Vi glæder os!

Dag 14 – Langfredag

57.4 kilometer og den sidste lange dag på Makoni! For de flestes vedkommende er netop denne dag lig med sidste mentale milepæl på vores nu to uger lange fælles stroppetur. Når ’Langfredag’ er overstået, er det som om, at de sidste to dage hører til i kategorien ’walk in the park’.

Denne mørke morgen lagde […]

Læs hele artiklen Dag 14 – Langfredag

Dag 13 – Hviledag på norsk

Efter 3 dages march på lange lige ruter – dog med flere festlige afbræk – var det tiltrængt med en hviledag. Den blev tilbragt på det tidligere Airbase Twente, hvor der var linet op til Norsk tema over hele dagen, som på fantastisk vis var sponsoreret af den norske veteranforening. Morgenmaden bestod af en buffet […]

Læs hele artiklen Dag 13 – Hviledag på norsk

Dag 12 – Endelig Holland!

At krydse den tysk-hollandske grænse er en milepæl i Makoni. Men før gængerne kom så langt, var der en enkelt lille ting, der skulle håndteres. Kort efter afgang meldte det lokale politi nemlig sin ankomst. De var blevet tippet af en af områdets beboere, som meget tidligt om morgenen havde bemærket underlige lyde og lettere […]

Læs hele artiklen Dag 12 – Endelig Holland!

Dag 11 – Gerade aus

Starten på i dag var et godt bevis på, at omstillingsparathed er én af de ting, der står øverst på pakkelisten hos samtlige Makoni deltagere. Da vækkeurene rundt om på savannen med de snorkende rovdyr begyndte at bimle kl.02.30, lå hallen hen i mørke. Og sådan forblev det. Et relæ var tilsyneladende gået, hvilket umiddelbart […]

Læs hele artiklen Dag 11 – Gerade aus

Dag 10 – On the road again

Når kroppen først har fået smag for hvile, kræver det lidt af et æselspark at få den i gang igen. Sådan var det også på dagens 52.5 kilometer lange rute, som gik fra Oldenburg til Werlte. Efter en tiltrængt dag på langs, var det op kl.03.00 og i støvlerne igen. Nogle havde valgt at nyde […]

Læs hele artiklen Dag 10 – On the road again