Der er oplevelser. Og så er der oplevelser. De første hører til blandt den flygtige slags, som fortager sig, så snart det første støv har lagt sig og den sidste vask er hængt til tørre. De sidste, derimod, har det med at bore sig helt derind, hvor hjertet hænger fast og sjælen har til huse. Derinde lagrer de sig og slår lejr ved siden af den øvrige eksklusive skare af oplevelser og erfaringer i samme kaliber. ’Oplevelsernes VIP-lounge’, kan man vel kalde det sted derinde bag knoglerne, huden og håret.

Makoni 2016 er for mit – som sikkert også for mange andres – vedkommende flyttet ind i den indre VIP-lounge. Og det på trods af, at jeg hverken kan bryste mig af at høre til blandt de hårde hunde, der har tilbagelagt de mere end 650 + 160 kilometer på gåben eller har været en af de hårdtarbejdende supportere, der har slidt og slæbt på rastepladserne, med bagagen, forplejningen eller saniteten og som øvrigt har gentaget rutinerne til bevidstløshed, dag efter dag, time efter time – alt sammen med det ene formål at få hele holdet med fra Danmark til Holland i ét stykke. Nuvel, jeg har da – til stor morskab for alle andre – erhvervet mig et par vabler undervejs, men at kalde mig en ægte Makoni på den konto ville alligevel være at strække den vel rigeligt.

Mit alibi for at kunne tilrane mig denne unikke oplevelse, Makoni 2016, har været min rolle som medrejsende journalist og PR-ansvarlig. I dét lys tillader jeg mig at tage ordet for en kort bemærkning her på ’bagsmækken’ af verdens længste stroppetur. Fordi dét, som jeg har været vidne til gennem 3 uger på landevejen, er uden tvivl en bemærkning værd. Faktum er nemlig, at jeg har mødt de sejeste mennesker i mit liv til dato!

Og med al ære og respekt for supporterne, som i den grad har ydet en uvurdérlig indsats, så vil jeg alligevel tillade mig at rette spotlyset mod gængerne for en kort bemærkning. Jeg har sagt det til flere af jer undervejs; at I er for vilde, og I har min dybeste respekt. Men det er som om, ordene alligevel ikke rækker. ”At gå fra Danmark til Holland – nå, ja, hvor hårdt kan det være?” har jeg hørt flere uvidende folk pippe op om op til afgang. Og nej, det kan nok ikke rigtigt forstås eller beskrives. Men dét, som I gængere har præsteret og den måde, som I har gjort det på hinanden imellem, får selv de mest tandudtrækkende etaper i Tour de France til at blegne i den franske sommersol.

Viljen til at blive ved – ikke kun med at gå – men til at hjælpe, løfte og hele tiden dele ud af de ressourcer, man nu engang har for at hjælpe andre, som har større behov end én selv, overskygger alt – også de spydige kommentarer, som i små mudrede øjeblikke på uundgåelig vis fandt vej til geledderne. Der er talrige eksempler på support i alle mulige og umulige afskygninger. Menneskets hjerne slår knuder på sig selv for at finde på ting, der kan gøre det hele lidt bedre, lidt sjovere og lidt lettere. Hver eneste gang har den enkelte persons indsats kastet guld i den kasse, hvor der står ’fællesskab’ skrevet på siden med store bogstaver. Blandt andet dét skrev jeg lidt om i nedenstående avisklumme udgivet efter den første uge på Makoni.

Fra klub til landshold

Og nej, vel har alting ikke været guld og grønne skove set oppe fra helikopteren. Makoni er et pludseligt opkog af forskellige nationaliteter, baggrunde, vaner, grænser, fysisk og psykisk formåen og ikke mindst måder at kommunikere på. Fra dag ét har 100 vidt forskellige mennesker skullet fungere optimalt sammen. Gængere og supportere. Unge og ældre, erfarne og nye. Nogle kender hinanden i forvejen, andre ikke. Jeg har flere gange sammenlignet Makoni med fodboldspillerne, der kommer fra hver deres klub for at samles på landsholdet, hvor tingene fra dag ét helst skal spille max. Hver især kommer de fra ét hierarki for at havne i et nyt, imens spotlyset er rettet mod dem og deres fælles præstation. Rollerne og forventningerne er forandret med et fingerknips, og den indflydelse du er vant til at have i klubben, har du måske langt fra på landsholdet. I klubben er du stjernen, imens du på landsholdet er ’vandbæreren’. Dertil skal man lægge, at når mennesker bliver presset til det absolut yderste, responderer de vidt forskelligt. Nogle mere hensigtsmæssigt end andre. Alt det har jeg været vidne til i de 3 uger på landevejen under først Makoni og siden Nijmegen – mit eget lille studie i menneskets ressourcer og måder at agere og ikke mindst reagere på, når man for længst har vendt vrangen ud på sig selv og skrællet alle daglige gøremål ind til benet for at som det eneste at kunne melde klar til dagen efter. Rutinerne afløser med lynets hast overflødigheder, som ikke tjener formålet. Back to basics!

Det, der for mit vedkommende står tilbage nu, hvor min uniform atter er foldet sammen og lagt tilbage i tasken, er det fællesskab, der er opstået på tværs af nationaliteter, og som jeg har været så heldig at blive en del af. Jeg har nydt alle de små stjernestunder med grin, dårlige vittigheder, gåder, international sprogskole, personlige historier og gensidig forståelse på flere niveauer, som har forvandlet gruppen fra at være fire nationaliteter til at blive ét samlet hold – The Makoni Family.

”You did it!”, som oberst Mogens Bech fra Hjemmeværnet, sagde ved jeres ankomst til Heumensoordlejren i Nijmegen. Deri har han ret. I gjorde det! Sammen. Og I er de sejeste mennesker, jeg kender! Tak fordi jeg på godt og ondt måtte være med på jeres alle sammens vanvittige rejse. På gensyn til reunion – og ikke mindst næste år i Nijmegen og endnu en oplevelse til min indre VIP-lounge.

Majbritt